
Byguiden for Sæby viser vej til unikke oplevelser
29. januar 2018 - kl. 9:08 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Efterspørgslen efter Turisthus Nords byguider for Skagen, Frederikshavn og Sæby er større end nogensinde, og som noget nyt kan man i år møde lokale personligheder, der giver deres bud på unikke oplevelser i de tre byer.
De nye byguider for Skagen, Frederikshavn og Sæby er netop kommet på gaden og kan blandt andet hentes på det lokale turistbureau. Selvom markedsføring disse år generelt bevæger sig fra offline til online, har efterspørgslen efter Turisthus Nords byguider for de tre destinationer aldrig været større.
Byguiderne indeholder alle en række spændende temaartikler, oversigtskort samt relevante turistinformationer til de mange gæster, der årligt besøger området. Som noget nyt får gæsterne også nogle personlige anbefalinger til unikke lokale oplevelser. René Zeeberg, Turistdirektør i Turisthus Nord fortæller: ”Vi har i år ønsket at rette fokus mod en række af de personligheder, der står bag byerne i vores nye byguider for Skagen, Frederikshavn og Sæby. Disse lokale personligheder kender deres by særdeles godt og kan hermed give vores gæster nogle helt unikke anbefalinger til en bred vifte af spændende oplevelser. Og så er det også en fin måde at vise værtskab på og samtidig byde gæsterne hjerteligt velkomne til vores område.”
De tre byguider er mere populære end nogensinde og det glæder man sig over i Turisthus Nord, da byguiderne er særdeles god markedsføring for de lokale erhvervsaktører samtidig med at gæsterne har alle informationer samlet på ét sted. Ud over markedsføringen i byguiderne har Turisthus Nord også god respons på deres online indsatser på turistforeningens websider og sociale medier. Alene i 2017 nåede Turisthus Nord og de deltagende erhvervsaktører ud til 25 millioner mennesker i ind- og udland, og det giver et helt unikt afsæt for turistforeningens online markedsføring i 2018 med sigte på at sikre flere gæster til Skagen, Frederikshavn og Sæby.
Hent byguiderne på det lokale turistkontor eller se dem her: http://www.skagen-tourist.dk/toppenafdanmark/download-brochurer
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Byguiden for Sæby viser vej til unikke oplevelser' til en bekendt