Jacob Jensen ønsker at bygge altan på havnerestaurant

Jacob Jensen ønsker at bygge altan på havnerestaurant

28. januar 2018 - kl. 16:38 - af

Forpagter af restaurationen, Havnen 12F i Sæby, Jacob Jensen, har søgt Frederikshavn Kommune om tilladelse til at opføre terrasse/altan i tilknytning til eksisterende restaurationslokaler.

Jacob Jensen har overtaget den tidligere restaurant Frank’s og ønsker at opføre en altan på 1. sal for at forbedre forholdene for restaurantens gæster, da de eksisterende terrasser har ringe forhold med hensyn til sol og vind.

Altanen ønskes placeret på bygningens gavl mod nord/vest og er udført med en dybde på ca. 4,5 m og bliver ca. 70 m². Altanen er delvist afskærmet med transparent glasværn. Den fastgøres til eksisterende gavl og fritstående betonsøjler, der er placeret på terrassearealet nord/vest for bygningen. Arealet benyttes i dag til udeservering. Tegninger er udført af arkitektfirmaet Morell Architecture.

Ejendommen er omfattet af lokalplan og ligger i denne plans delområde 5. Lokalplanen er fra 2012 og har bl.a. til formål at gøre havneområdet mere attraktivt og tillokkende ved bl.a. at tilføre området mere oplevelsesorienterede funktioner og sikre, at bebyggelse på havnen opføres med et arkitektonisk udtryk, som harmonerer med det maritime miljø og giver et godt samspil med den omgivende bebyggelse samt at bevare havnens autenticitet og bevaringsværdige miljø.

Nabohøring og indsigelser
Ved det ansøgte opføres terrassen uden for det areal, der er udlagt til bebyggelse i lokalplanen. Det ansøgte kræver dermed dispensation fra lokalplanens bestemmelser om bebyggelsens placering.

Jf. planloven kan der dispenseres fra bestemmelserne i en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen – herunder planens formål og anvendelse. Evt. dispensation vil ikke kunne gives uden forudgående naboorientering, og der er foretaget naboorientering ved Sæby Havns Beboerforening og omkringliggende ejendomme.

Kommunen har modtaget flere indsigelser mod byggeriet fra ejere/beboere i Strandgade og på Havnepromenaden. Ejerforeningen Havnepromenaden har valgt ikke at komme med bemærkninger, men enkelte ejere af lejligheder på Havnepromenaden har indsendt bemærkninger til projektet.

Indsigelserne går primært på, at altanen vil tage udsigt samt give indbliksgener og medføre øget støj. Omvendt mener Jacob Jensen, at altanen ikke vil medføre gener, og der vil blive benyttet materialer, som minimerer udsyn.

Det er kommunens fagcenters vurdering, at der i lokalplanen er fastsat konkrete byggefelter for planens delområder 2 og 3, mens byggefelterne for de øvrige delområder er sammenfaldende med den eksisterende bebyggelse i områderne. Opførelse af en ny altan som det ansøgte forudsætter dispensation. En sådan vurderes dog ikke at være i strid med lokalplanens principper eller formål.

Vurderes til ikke at give væsentlige gener
I forhold til de fremførte indsigelser er det fagcenterets vurdering, at altanen med den forholdsvis lille størrelse og den lette konstruktion kun i begrænset omfang vil tage udsigt fra de bagvedliggende ejendomme. Tilsvarende vurderes altanen ikke at medføre væsentligt øgede indbliksgener ud over, hvad der må forventes fra et havne- og erhvervsområde.

Der er i den forbindelse lagt vægt på, at afstanden til naboskel er ca. 15 m, og nærmeste beboelsesejendom ligger ca. 20 m fra altanen. Forhold omkring eventuel støj fra restaurationen vurderes desuden ikke at være et sagligt hensyn, der kan inddrages i vurderingen af en dispensation, da dette reguleres via miljøbeskyttelseslovens bestemmelser.

Den nuværende bebyggelse på Havnen 12A blev opført i 2003 som en genopførelse af det tidligere gødningspakhus på arealet. Ejendommen indeholder i dag funktioner som butikker, restaurant/café samt udstilling og galleri.

Vil medvirke til at sikre et attraktivt miljø
Lokalplanen indeholder ikke bestemmelser om byggeriets ydre fremtræden, der regulerer udførelsen af altaner og balkoner. Det er en del af intentionerne med planen at sikre et attraktivt, maritimt miljø omkring havnen med aktiviteter for bådfolket, turister og borgere.

Det er fagcenterets vurdering, at den udførte altan er tilpasset den eksisterende bygning og vil blive udført, så den understøtter lokalplanens bestemmelser om ydre fremtræden, samt at altanen vil understøtte ejendommens funktion og dermed medvirke til at sikre et attraktivt miljø på havnens arealer.

Ansøgningen skal til politisk behandling på næste møde i Plan- og Miljøudvalget tirsdag eftermiddag. Kommunaldirektøren indstiller forud for mødet, at der meddeles dispensation til opførelse af altan som ansøgt.

Hvis man vil se tegninger over altanens placering og læse de fremsendte indsigelser, kan dette link benyttes og bagefter scrolle til side 153 og følgende sider:
http://frederikshavn.dk/meetings/Plan-%20og%20Milj%C3%B8udvalget%202018-2021%20(%C3%85ben)/2018/30-01-18/0Dagsorden%20samlet%20-%20%C3%85ben.pdf

Tekst af Per Rye

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Jacob Jensen ønsker at bygge altan på havnerestaurant' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger