
Fald i antal dræbte i trafikken i 2017
27. januar 2018 - kl. 0:16 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Vejdirektoratet har netop offentliggjort foreløbige ulykkestal, og de viser, at der blev dræbt færre personer i trafikken sidste år end i 2016. I 2017 blev 183 personer dræbt, mens det gjaldt 211 året før. Det er især blandt motorcyklister og de bløde trafikanter, man kan se et fald.
Marianne Foldberg Steffensen, som er afdelingsleder for Vejdirektoratets trafiksikkerhedsafdeling oplyser til dr.dk, at der er en lille stigning i antallet af dræbte i personbil, men til gengæld ser man et massivt fald i motorcykelulykker og i dræbte cyklister og fodgængere. Når antallet af dræbt i personbiler ikke trækker statistikken i den rigtige retning, skyldes det, at der bliver købt flere biler og derfor også køres flere kilometer på vejene. Så vil der også ske flere ulykker og flere vil blive dræbt.
Antallet af tilskadekomne falder også. Mens 3.228 personer kom til skade i trafikken i 2016, var antallet af tilskadekomne 3.097 i 2017. Fra 2012 til 2016 har der ikke været et egentligt fald i antallet af trafikdræbte. Færdselssikkerhedskommissionen har et mål om, at maksimalt 120 personer må miste livet i trafikken i 2020.
Trist statistik i Hjørring Kommune
I Hjørring Kommune har der i perioden 2012-2016 været 552 alvorligt tilskadekomne. Det er 8 pr. 1.000 indbyggere, og Hjørring Kommune ligger i den triste ende af statistikken. I Aarhus er tallet for 2015-2016 nede på 3 alvorligt tilskadekomne personer pr. 1.000 indbyggere.Der er ikke en entydig forklaring på forskellen, men generelt bliver der kørt hurtigere jo længere vestpå, man kommer.
Grundet et manglende udbud af kollektiv trafik, er der mange steder ikke et reelt alternativer til bilen. Samtidigt er motorvejsnettet ikke så godt udbredt vestpå, som østpå. Der er mange landeveje i nordvestjylland, og de er ikke så sikre som motorveje, som folk omkring de store byer typisk bruger. I 2016 var der på landsplan 810 trafikulykker med personskade på landeveje, mens tallet var 158 på motorveje.
Flere dræbte i spritulykker i Nordjylland
I perioden 2012 til 2016 døde 22 nordjyder i spritulykker, mens tallet i København var 8, viser en opgørelse fra Rådet for Sikker Trafik. En af grundene kan være, at man i København kan tage bus, tog, S-tog eller metro, når brandertens skal bæres hjem, mens der i Nordjylland ikke er den samme mulighed for at benytte kollektiv trafik.
Opfordringen er stadig – lad bilen stå, hvis du har drukket!
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Fald i antal dræbte i trafikken i 2017' til en bekendt