Snart åbner Ketils Madhus i Hørby…

Snart åbner Ketils Madhus i Hørby…

25. januar 2018 - kl. 0:32 - af

Det er Tania Ketils, der har fået en rigtig god ide, så god, at Borgmester Birgit Hansen kommer og åbner forretningen den 2. februar kl. 13.

Tania har haft smørrebrødsbutik og pandekagehus på Bornholm, og efter hun blev skilt, arbejdede hun som vikar i en periode på Sjælland bl.a. hos Mærsk, Alm. Brand og hos SAS – alle steder som kok. Senere blev hun ansat på Kildehøj Privathosptal (for patienter med spiseforstyrrelser), og der var hun ansat som kok i 5 år.

”Men så mødte jeg Kjeld og flyttede her til Nordjylland, hvor jeg har været ansat som kok på Ålbæk Gl. Kro, men skiftede da det var for langt at køre, til en stilling hos Franks Fiskerestaurant i Sæby. Da han lukkede i oktober, gik jeg hjemme i 6 uger, indtil jeg tog en midlertidig stilling på Vrå Dampvaskeri som syerske indtil jul.

Faktisk er jeg ikke engang uddannet kok – jeg brænder bare for det. Oprindeligt er jeg uddannet indenfor indkøb og logistik og har læst Jura og Tysk på Århus Universitet. Men det er en lang historie”, fortæller Tania og fortsætter

”Jeg planlægger i Ketils Madhus, at holde åbent fra morgen til aften – om ikke andet, så i den første periode, så jeg kan se, hvordan dagene arter sig, og hvornår der er mest at lave. På sigt er det meningen, at jeg skal have en ansat, der kan tage over ind imellem. Jeg regner med at åbne tidligt om morgenen, hvor der vil være mulighed for at købe bacon & æg, kaffe, the, juice, mælk og madpakker. De kan bestilles forud, så det er klar, når man kører forbi butikken.

Til frokost laver jeg flæskesteg og frikadeller, der er varme – og så er der mulighed for forskellige sandwich og burgere, så der er noget for de unge mennesker fra efterskolen. Pommesfrittes bliver jeg nødt til at have, ligesom der skal være en billig snackkurv til de af eleverne, der ikke har så mange penge, der skal være plads til alle.

Mit drikkevarekøleskab bliver fyldt med de forskellige billige sodavand i ½ l og store flasker, ligesom der kommer cacao og juice.  Der kommer ingen mærkevare sodavand ind – det må man købe hos købmanden. Jeg kan ikke holde ud at se, 4 unge mennesker gå forbi, hvor det er så tydeligt, at det kun er de 3, der har råd til sodavand den dag. Hos mig må de hellere købe en stor sodavand, tage den med hen til bordet og dele den. De får glas – det skal der simpelthen være plads til.

Helt bevidst har jeg valgt bevilling fra til at starte med, da jeg ikke ønsker at skabe en bodega, hvor folk bare kommer for at sidde og hænge. Jeg kommer til at sælge øl – men kun ud af huset.

Smørrebrød laver jeg i forskellige størrelser alm. mellem og stor, og så snakker vi virkelig stor. De fleste vælger en mellem eller et landgangs smørrebrød med 3 forskellige slags pålæg. Det er super vigtigt for mig, at al pålæg bliver skåret frisk på maskinen. På den måde kan jeg f.eks. lave en super delikat roastbeef mad med mange, mange tynde, tynde skiver på – i stedet for 2 trælse stykker fra en vacuumpakke. Der ud over har jeg har en skummel plan om at lave min leverpostej selv. Generelt synes jeg, at kvaliteten på leverpostej er for ringe, og skal man have en virkelig god en, så er den for dyr, så enden på det bliver nok, at jeg må finde min gamle farmors opskrift frem fra gemmerne.

En klassiker jeg nok kommer til at lave en del af, er biksemad. Der skal være nok, og den skal være billig.

Dagens ret laver jeg, og det bliver gammeldags danske retter som stegeben, frikadeller, gl. dags grydestegt kylling, ris og boller i karry, mørbradbøf med bløde løg, helstegt and med det hele osv. Fælles for disse bliver, at der skal være nok, det skal være overkommeligt i pris, og serveres der kartofler til, bliver det frisk skrællede, kogte hvide kartofler fra Nordentoft eller Nymark. Det er det sted, jeg ikke går på kompromis med noget som helst. Kartoflerne skal bare være i orden. Ligesom kartoffelmos bliver hjemmelavet fra bunden”, slutter Tania helt forpustet men meget glad.

Tania vil også levere mad ud af huset til bl.a. jagtselskaber eller hvis andre har specielle ønsker.

Hun kan slet ikke vente med at komme i gang og roser de lokale håndværkere for deres velvilje og hjælp, til at komme igang med projektet. Så mød op den 2. februar og byd Tania velkommen i Hørby.

 

 

 

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Snart åbner Ketils Madhus i Hørby...' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER