
Søndag i Manegen i musikkens tegn
4. januar 2018 - kl. 8:37 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Musikeren, foredragsholderen og eventyrfortælleren Peter Søvad skal nok bringe stemningen i vejret, når han søndag den 14. januar kl. 14 møder op i Manegen – Sæby Kulturhus – for at underholde ved årets første arrangement i Aktive Kvinder Sæby.
Peter Søvad vil på sin velkendte, humørfyldte måde både spille, synge og fortælle med fokus på to kendte afdøde danskeres livshistorie, nemlig revyskuespillerinden Liva Weel og arkitekten, revyforfatteren, filminstruktøren og samfundsrevseren Poul Henningsen – kendt som PH. Poul Henningsen skrev bl.a. en række af de viser, Liva Weel henrykkede med, ikke mindst i revyer på Dagmar Teatret.
Søvad er uddannet bibliotekar, men har beskæftiget sig med mange forskellige ting. Siden 1985 har han været autodidakt eventyrfortæller.
På Nordjysk Musikkonservatorium er han uddannet rytmisk og klassisk kontrabassist. I dag er han freelance musiker, foredragsholder med bl.a. Syng-med-arrangementer, eventyrfortæller og underviser.
I en pause under arrangementet vil der blive serveret kaffe med kage. Der skal ske tilmelding til Aktive Kvinder tlf. 2173 3054. Alle er i øvrigt meget velkommen.
Aktive Kvinders Hyggeklub for ældre starter det nye år torsdag den 11. januar. Her får man besøg af Else Højgård, Serritslev, som vil underholde med musik og sang.
Klubben holder til i Musikhuset Skolegade.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Søndag i Manegen i musikkens tegn' til en bekendt