
Håndværkerfradraget skal holde tyvene væk
19. december 2017 - kl. 9:51 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Efter nytår kan man få fradrag for at få installeret indbrudsalarm.
Når BoligJobordningen fra 2018 efter planen bliver permanent, vil det samtidig blive muligt at få fradrag ved installation af tyverialarmer. Det oplyser Tekniq.
Håndværkerfradraget består og bliver, ligesom den samlede BoligJobordning, permanent ved indgangen til 2018. Det var en af konklusionerne, da regeringen fredag den 9. december præsenterede den nye finanslov, der forventes at blive endeligt vedtaget i folketinget de kommende uger.
BoligJobordningen og Håndværkerfradraget har ellers levet en omtumlet tilværelse de senere år, og under de netop afsluttede finanslovsforhandlinger var et af det helt store spørgsmål netop, hvorvidt Håndværkerfradraget ville få love til at overlevet i det nye år.
Alt vil dog ikke være, som det plejer, efter årsskiftet. En række håndværksydelser er gledet ud af listen over de ting, danske boligejere kan få støtte til, mens andre er kommet til.
Fradrag for tyverialarmer
En af de mest markante tilføjelser er, at man fra 2018 vil kunne benytte Håndværkerfradraget, hvis man som boligejer får installeret en tyverialarm.
– Det er meget positivt, at man på denne måde sikrer, at danskerne i højere grad benytter faglærte elektrikere fra Forsikring & Pensions godkendte AIA-installatører, når tyverialarmerne skal sættes op. Det er et vigtigt forretningsområde for mange elinstallatører, der nu får mulighed for at benytte fradragsmulighederne som et vigtigt salgsargument i forhold til deres kunder, siger Mads Risgaard, teknisk konsulent hos Tekniq.
Kilde: Tekniq
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Håndværkerfradraget skal holde tyvene væk' til en bekendt