
Oplev Trio A Capella til sang i slotskælderen
7. november 2017 - kl. 11:11 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Kræftens Bekæmpelses lokaludvalg i Sæby inviterer alle interesserede til slotssang i den smukke kælder på Sæbygård Slot.
Slottets kælder pyntes denne aften op med en stemning af efteråret og vinterens komme. Lokaludvalget vil sørge for god mad og drikke samt det traditionelle lotteri. Forhåbentlig kan alle se frem til en dejlig og afslappet aften i den hyggelige kælder.
Aftenens musikalske indslag leveres af Trio A Capella, som altid er garant for det gode humør, flot a capella sang og ikke mindst sjove historier, der kan få lattermusklerne i sving. Trioen kan om nogen tryllebinde os alle, og lokaludvalget er utrolig glad for og stolt over, at de endnu engang stiller op for den gode sag.
”Livet er et kort sekund, et med både godt og ondt”, sådan skrev Kaj Norman Andersen, og sådan vil der også blive sunget denne aften.
Kræftpatienter og deres pårørende oplever, hvor sårbart livet er og kan om nogen nikke genkendende til denne tekst. Som frivillig organisation arbejder Kræftens Bekæmpelse på mange fronter, som man kunne se i den forløbne uge.
Og selv om Knæk Cancer netop er løbet af stablen og med et flot resultat til glæde for alle kræftramte, så er det også vigtigt, at man i Sæby viser, at man kan støtte op om alle de mennesker, der er ramt og berørt af kræft som patient eller pårørende.
Overskuddet går udelukkende til kræftens Bekæmpelse.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Oplev Trio A Capella til sang i slotskælderen' til en bekendt