
Billetsalg til julekoncert med Ann-Mette Elten er i fuld gang
12. oktober 2017 - kl. 6:55 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Lions Club Sæby sælger billetter gennem en række lokale virksomheder og Kirkekontoret i Sæby.
Formanden for aktiviteten Vagn Kraglund fortæller, at Ann-Mette Elten de seneste år rundt omkring i landet har trukket fulde huse til sine julekirkekoncerter. Det er man også overbevist om vil blive tilfældet i Sæby, hvor Lions Club har arrangeret koncerten i samarbejde med Sæby kirke.
Oplev Ann-Mette Elten
Læn dig tilbage, luk øjnene og glem alt om juletravlhed for en stund i selskab med en Ann-Mette Elten, hvis repertoire spænder utrolig bredt. Hygge og højtidelighed er indbegrebet af en julekoncert med Ann-Mette Elten. Med sin klare popstemme omfavner hun traditionens julesange og giver nyt liv til vore mest elskede julesalmer. Og luften sitrer, når hun giver sig i kast med nogle af de helt store klassikere.
Kirkekoncert
Ann-Mette Elten har i mere end 30 år turneret landet rundt med På Slaget 12, og mange af bandets sange har for længst opnået status af evergreens. Nogle af disse og andre højdepunkter fra hendes efterhånden lange karriere har Ann-Mette valgt at tage med ind i kirkerne. Ann-Mettes smukke fortolkninger af danske salmer, har allerede høstet store roser i kirker landet over. Alle, der indtil nu har oplevet Ann-Mette synge de store klassiske sange, er blevet overvældede.
Billetsalget
Billetsalget til koncerten, der finder sted i Sæby Kirke søndag den 26. november kl. 19.30, sker hos alle Pengeinstitutterne i Sæby, på Kirkekontoret i Sæby, og i SuperBrugsen, MENY, Hørby Bageri og Dagli’Brugsen i Dybvad.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Billetsalg til julekoncert med Ann-Mette Elten er i fuld gang' til en bekendt