
25 gange hurra for den lille trygge enhed
11. oktober 2017 - kl. 8:59 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Thorshøj Børnehus fejrede i fredags 25 års fødselsdag med besøg af børn, forældre, bedsteforældre, venner af huset og borgmesteren. Der var meget at takke for, og alle var enige om, at småt er godt!
Alle børnene bød velkommen med en sang, og ”Mariehønen Eviglad” var et meget godt og symbolsk valg, om det lidt kontroversielle venskab med Søren Snegl. Det er også sådan det er i Thorshøj Børnehus. Et hus på børnenes præmisser, hvor de lærer følelsen af at høre til og være en del af noget. Venskaber bliver indgået på kryds og tværs af alder, og børnene lærer at fungere i et fællesskab. Hvilket også blev understreget i dagens taler.
Et langt sejt træk
Tanken om en daginstitution i Thorshøj tog sin begyndelse i 1991 på initiativ af byens borgerforening. Det blev også begyndelsen på et langt sejt træk med mange hårde forhandlinger og hurdler, der skulle ryddes af vejen. 25 år er gået med flere udvidelser – både i normering og fysiske rammer, så børnehuset i dag består af vuggestue, børnehave og SFO.
– Det går godt i Thorshøj Børnehus, men der har også været mange udfordringer undervejs, lød det bl.a. i daglig leder Marian Steins tale. Flere havde ros til kommunen og især Jørgen Tousgaard fik mange venlige ord med på vejen. – Du har hele tiden været en ven af huset, sagde Kurt Thomsen fra TTB.
Rammerne er vigtige
Bestyrelsesformand Karin Mølbjerg Thomsen mindede om, at det ikke kun handler om økonomi for bæredygtigt børneområde – men også om rammerne, som hun finder er verdens bedste.
Borgmester Birgit S. Hansen (S) glædede sig over, at der var ros til kommunen, og kvitterede med at hylde det initiativ og engagement, der kendetegner Thorshøj, som godt er klar over, at skal der ske noget, så skal de selv i arbejdstøjet.
Børnehuset har fem særlige venner ”De fem”, som sørger for alt vedligehold, og de er altid klar, når vi kalder, forsikrede Marian Stein, der havde rigtig meget at takke for på børnehusets vegne.
Dagens traktement var også blevet til med hjælp fra en masse lokale ildsjæle, og i Thorshøj nøjes de ikke med pindemadder – der skal rigtigt smørrebrød på bordet.
Thorshøj Børnehus
Antal: Børnehave: 18, vuggestue 13 og SFO: 16 børn
Bestyrelsen: Karin Mølbjerg Thomsen, Sanne Larsen, Laila Thomsen, Marianne Christensen og Kurt Thomsen (TTB), Kirsten Frederiksen (borgerforeningen) samt Jette Larsen (pers. repr.)
De fem: Henning, Ejvind, Kurt, Erik og Knud
ÅB
- Blandt gæsterne var der også venner af huset Foto: Ejvind Pedersen
- Billeder fra 25 år tiltrak stor opmærksomhed Foto: Ejvind Pedersen
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '25 gange hurra for den lille trygge enhed' til en bekendt