
Jobjagt: Højtuddannet arbejdskraft på sigtekornet
9. oktober 2017 - kl. 8:57 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Move North rykker sydpå til Jyllands største ingeniørmesse, der finder sted i denne uge. Hvis virksomhederne i Frederikshavn Kommune ønsker at få konkrete jobtilbud formidlet til det eftertragtede publikum af unge nyuddannede på messen, så kan det stadig nås.
Messen i Gigantium i Aalborg er for studerende, primært ingeniører, der vil se nærmere på de virksomheder, som kan danne rammen om deres første job. Gruppen er interessant for Frederikshavn Kommune, både fordi den yngre målgruppe er mere flytbar, og fordi ledighedsprocenten blandt de nyuddannede ingeniører er høj og ligger på 22,7 pct.
”Det er jo et langt sejt træk, det her med at synliggøre Frederikshavn Kommune og alle de potentielle karrieremuligheder virksomhederne i kommunen tilbyder højtuddannede. Det er et nåleøje for en virksomhed at finde en erfaren ingeniør, og blandt de nyuddannede er mulighederne større. På ingeniørmessen i Aalborg kan vi få de unge i tale, og når vi står sammen med virksomhederne, der har job med hjemmefra, så lægger vi lige lidt glasur på kagen med helt faktuelle oplysninger om det gode liv ved kysten med et rådighedsbeløb, der er dobbelt så stort, som fx i hovedstadsområdet,” siger Kåre Holdt Madsen, tiltrækningskoordinator, Frederikshavn Kommune.
Samarbejde med virksomheder
Scanel er med på messen og repræsenterer de mange internationale virksomheder i Frederikshavn Kommune. Scanel har løbende job slået op på hjemmesiden movenorth.dk, der skal formidle kontakten mellem jobsøgende og virksomheder i Frederikshavn Kommune. Og inden for rekruttering oplever Jens Ole Just Nielsen, der er HR-manager i virksomheden, at der kan opstå et behov for at tænke mere kreativt og se mulighederne i et bredere perspektiv, for at kunne tiltrække arbejdskraft:
”Jo smallere feltet er, jo sværere er det at finde den rette, det siger sig selv. Og erfarne ingeniører er jo en mangelvare overalt i landet. Derfor må vi være parat til både at kigge langt ud for at finde de rette kandidater, men også finde det kompromis, som kommer til at fungere i de enkelte virksomheder. Det kan være sproget, men det kan i høj grad også være erfaringen, som man måske kan finde alternativer til,” siger Jens Ole Just Nielsen, HR-manager, Scanel.
Opråb fra forening
Ingeniørforeningen har netop i et opråb til erhvervslivet peget på, at når næsten hver fjerde nyuddannede ingeniør er ledig, så bør virksomhederne kunne finde deres nye arbejdskraft i den gruppe. Blandt de ingeniører, der har erfaring på CV’et og som virksomhederne typisk efterspørger er ledigheden helt nede på 2,2 pct.
Hvis man som virksomhed i Frederikshavn Kommune er interesseret i at slå job op på movenorth.dk eller få en stilling med i puljen som bliver præsenteret på messen, så er man velkommen til at kontakte Kåre Holdt Madsen på 2114 6506.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Jobjagt: Højtuddannet arbejdskraft på sigtekornet' til en bekendt