
Flagallé i Voerså tjekket til punkt og prikke
8. oktober 2017 - kl. 8:35 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Mandag 2. oktober blev der afholdt, det årlige flagallémøde ved garagerne på Ny Skovgårdsvej i Voerså. Samtlige 43 flag, stænger, knopper og flagsnore gennemgik et grundigt eftersyn.
Samtlige 43 huller i byens fortove til stængerne er efterset og malet op af Martin Sørensen, så de er nemmere at finde for chaufføren i bilen, der trækker flagvognen, når det er flagdage.
Visse dæksler til stanghullerne trænger til udskiftning, og det vil der blive rådet bod på i nærmeste fremtid.
Den smukke flagallé i Voerså er fra 1986, og den har lige fra ”fødslen” været passet af frivillige, og det bliver den stadig i al slags vejr.
Lønnen for dette arbejde er en årlig lille frokost med et godt stykke smørrebrød, en øl og vand, et glas vin samt kaffe og ualmindelig godt hjemmebagt brød hos flagchef Rigmor Sørensen.
Æresmedlem
Flagalléen har 1 æresmedlem – nemlig Erik Jensen, der er den eneste, der har været med fra starten. Til flagmødet mødte han først op efter mørkets frembrud. Det er kun æresmedlemmer, der kan tillade sig, og det accepteres.
Erik Jensen siger:
– A ær no 87 or gammel, å a wil en ha nuæ å jør med hejsning flag åp å nir længere, A hå´er aftjænt min værnepligt. Men ta en fejl; a wil mø ja´en ko´em hwar or te det hær bette mø´e.
Flagalléen i Voerså er et selvstændigt foretagende, som underafdeling af Voerså Borgerforening. Hvert år, under borgerforeningens generalforsamling, afgiver flagchefen rapport om, hvordan det er gået i det forløbne år.
Tekst og fotos Cille Strøm
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.






Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Flagallé i Voerså tjekket til punkt og prikke' til en bekendt