Hvor skal den nye Ørnedalsbane ligge?

Hvor skal den nye Ørnedalsbane ligge?

16. september 2017 - kl. 13:25 - af

I januar 2016 følte Frederikshavn-Sæby Auto Sport næsten, at man blev punkteret på alle fem hjul (reservehjulet røg også med), her blev lejemålet nemlig opsagt med virkning fra 1. oktober 2020.

Lige siden 10. juni 1956 havde vendelboerne kørt motorløb på lejede arealer i ådalen lidt uden for Sæby. Ørnedalsbanen må formentlig vige for etablering af andre anvendelsesmuligheder, hvorfor lejekontrakten blev opsagt med udløb den 31. december 2020.

Stamfaderen for FSAS var Østvendsyssel Motor Sport (ØMS), som blev stiftet tilbage i 1937 og senere skiftede navn til Frederikshavn Motor Sport. FMS kom ikke med i førstebølgen af motorbaner, som blev etableret lige efter anden verdenskrig, men i 1950 gjorde man et lille scoop med en motorcykel-rundbane på Sæby Stadion, som blev etableret i tæt samarbejde med Sæby Kommune. Arrangementet blev en stor succes med tilskuerpladserne fyldt til allersidste ståplads. Desværre druknede en gentagelse af succesen i skrappe krav omkring dobbelthegn mellem slaggerne og publikum.

I første omgang byggede vendelboerne en 400 meter lang speedway- bane midt i Ørnedalen, og frem til 1962 havde motorcyklerne monopol på at køre motorløb på trekanten.

Som en lille sidehistorie så nogle heste-ildsjæle muligheden for at køre hestevædeløb på den udvidede motorbane. Projektet blev dog skrinlagt, fordi det ikke var muligt at få totalisator-bevilling!

Hver meter af bane-etableringen kostede – i runde tal – 50 kroner, hvilket var en realitet ud fra en stor medlemsopbakning med frivillig arbejdskraft. Udvidelsen var dog – sammen med et par løb med underskud – tæt på at ødelægge klubbens økonomi, og en overgang blev der således ikke kørt billøb på Ørnedalsbanen.

Det kom derfor som en økonomisk appelsin i turbanen, at Aksel Christensen og Aage Gøgsig fik mulighed for at introducere folkerace på Ørnen i efteråret 1982.

30 svenske gæstekørere gjorde god reklame for nyskabelsen. Allerede en måned senere blev publikumsløb med et dansk startfelt med 46 nybyggede folkeracere stablet på hjulene. I 1983 blev der således afviklet hele syv løbsweekender med folkerace.

I 1987 havde FMSA igen været på spiontogt i Sverige, hvilket betød debut for crosskart iDanmark.

Året efter – 1988 – var østvendelboerne vært for et EM-løb i autocross, og dette blev fulgt op med yderligere sportslig succes i 1989 og 1990. Basisudgifterne var dog for store til, at klubben kunne etablere fornuftig økonomi i EM-arrangementerne.

Først i 1989 var tiden modnet for en deling af motorklubben i speedway, motocross og firhjulet motorsport. Dette betød samtidig en fasttømring af tilhørsforholdet til nabobyen i syd med navneændringen Frederikshavn-Sæby Auto Sport (FSAS).

Speedway-rundbanen forsvandt efter 1995, hvor speedway-folket lukkede deres motorklub. Dette gav bedre plads for motocross, som kører ind, ud, op og ned i Ørnedalen. FSAS har bl.a. forbedret banelegemet med en delvis asfaltbelægning for at opgradere til rallycross.

Et stort hit for FSAS har været Motorsportsfestivalen, som i 1996 så dagens lys efter idé fra ildsjælen Preben Jensen, som desværre gik bort alt for tidligt. I 2012 satte tre-firedages-arrangementet ny rekord med 324 deltagere.

Også i 2012 bød Motorsportsfestivalen på et gæstebesøg af Legend Car-racerne, som i princippet også er gearet til offroad-underlag. Et tricky regnvejr bevirkede dog, at ingen af deltagerne kom over målstregen. Manglende vinduesviskere samt følsomt tændingsanlæg over for smattet fugt drillede.

Så gik det noget bedre for Crosskart Extreme i 2017, som fløj hen over underlaget i det fugtige vejr.

FSAS har fået lovning på, at lukningen af Ørnedalsbanen kan udsættes med et passende tidsrum, såfremt en eventuel bane-afløser mangler de sidste måneder omkring høringsfrister m.v. Det er dog også den eneste mulighed for, at Ørnen kan fejre 75 års jubilæum.

Alle håber på en mulighed for at finde det rigtige sted, og der er en god dialog med kommune.

Dette indlæg, som er en del af en større artikel om Ørnedalsbanens tilblivelse, er skrevet af Åge Keseler Kirketerp.

 

 

 

 

 

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Hvor skal den nye Ørnedalsbane ligge?' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger