
Hest reddet op af bæk i de sene aftentimer
31. juli 2017 - kl. 1:01 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Nordjyllands Beredskab blev ca. kl. 22.15 kaldt til Østkystvejen 243, en hest var faldet i en bæk og kunne ikke komme op ved egen kraft.
6 mand fra Falck i Sæby blev kaldt til stedet, og kunne hurtigt konstatere i samarbejde med indsatsleder Rene Beck fra Nordjyllands Beredskab, at en kran fra Frederikshavn var et nødvendigt hjælpemiddel, hvis hesten skulle hjælpes tilbage på bredden.
Hesten lå på siden med benene pegende let opad, hvorfor det var en større opgave at få den tilbage på ret køl. Først måtte flere brandfolk i det kolde vand, for at holde hestens hoved oven vande, samtidig med der blev gravet under hestens ben for at give plads.
Ved fælles hjælp og med støtte fra folkene på kranbilen fra Frederikshavn lykkedes det, under kyndig vejledning fra en dyrlæge at få lagt stropper under hesten, og forsigtigt få den løftet op på marken. Hesten var stærk underkølet efter turen i vandet, og det er uvist, hvor længe den har ligget der. Men efter lidt tid lykkedes det at få den på benene og ind i stalden, hvor den kunne tjekkes yderligere af den tilkaldte dyrlæge.
Hestens tilstand var tilfredsstillende, og den var begyndt at spise, da brandfolkene returnerede til stationen lige efter midnat en anderledes opgave rigere.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hest reddet op af bæk i de sene aftentimer' til en bekendt