
Sæby prioriteres til nyt alment boligbyggeri
28. juni 2017 - kl. 6:49 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Økonomiudvalget vedtog på sidste møde at give grønt lys til at bygge 54 almene boliger i Sæby.
Sæby er byen, som har det største behov for boliger i øjeblikket, og det hænger fint sammen med, at byen er prioriteret som bosætningsområdet.
Der var i alt indsendt 13 projekter fra boligforeningerne, og det var således 3 projekter fra Sæby, der blev politisk enighed om. Kommunen har i alt ca. 10 mill. kr. til rådighed til grundkapitalindskud til og med 2019, og det blev udnyttet via de 3 projekter.
Skolegrunden bliver nu bebygget med 30 almene boliger, og kan suppleres med 30 private boliger. Der kan på grunden max. bygges i 3 etager, hvilket svarer til den gamle skole. Desuden bliver der bygget på Solsbæksvej 2, tidligere Boligforeningens kontorer, hvor der bliver plads til 16 boliger. Der vil også blive bygget på Grønnevænget 2, hvor der vil blive 8 boliger. Der vil blive bygget energirigtigt, så det giver lave forbrugsafgifter.
Det er en fin udvikling for Sæby, hvor der i den grad har manglet boliger, og efterspørgslen har været størst i midtbyen, hvor alle 3 projekter ligger.
Hvis Sæby fortsat skal udvikle sig, kræver det yderligere boligmuligheder. Foruden de omtalte almene boliger, kræver det også muligheder for parcelhusbyggeri. Der er i øjeblikket byggegrunde nord på ved Boelsmindevej, og der vil komme grunde ved den sydlige del af Solsbæksvej, og der arbejdes med projekter andre steder i byen.
Sæby har p.t. mange projekter i spil, bl.a. på havnen, udvidelse af Sæbyhallen, Spektrum projektet, strandprojektet og flere andre, så det kræver boligmuligheder i Sæby, hvis byen fortsat skal udvikle sig.
Ole Rørbæk Jensen,
Byrådsmedlem (S)
Sæby
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby prioriteres til nyt alment boligbyggeri' til en bekendt