
Det bliver godt for hele Dybvad
…
28. juni 2017 - kl. 9:37 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Frederikshavn Kommune har fået tilsagn om 1.1 million kroner til områdefornyelse i Dybvad. Pengene kommer fra Trafik-, Bygge-, og Boligstyrelsen, der samtidig stiller krav om at Frederikshavn Kommunes bidrag til projektet udgør det dobbelte.
Et styrket image, en attraktiv bykerne og lokale arbejdspladser står først på ønskelisten over de forhold som Dybvad Landsbyfornyelse skal indeholde. Men også sammenhæng mellem boligområder, rekreative arealer og fritidsfaciliteter står højt på listen, når landsbyboerne udtrykker drømmen om fremtidens Dybvad.
Visionen er at skabe en landsby, der udgør en tryg ramme om børnefamilier og tilflyttere, der kan se potentialet i Dybvads beliggenhed tæt på motorvej og med mulighed for at finde en bolig, der opfylder drømmen om et liv på landet. Lokale ildsjæle står bag et aktivt foreningsliv, der skal formidles som en af Dybvads attraktioner over for tilflyttere. Områdefornyelsesprogrammet skal udarbejdes i samarbejde med foreningerne, områdets beboere og øvrige lokale aktører, der også består af en fremsynet borgerforening og en driftig handelstandsforening.
”I Dybvad er man vant til, selv at trække i arbejdstøjet, når der skal skabes en attraktiv landsby. Beboerne er godt organiseret, og det er ikke unaturligt for dem at stå for at få tingene til at ske. I Dybvad er holdningen generelt, at det kun er rimeligt, at hvis man får noget, så bidrager man også med noget. Landsbyfornyelsen kan også øge det private initiativ og investering, og vi håber, at der vil opstå en synergieffekt mellem de involverede parter, der også vil kunne spores i byen efter Landsbyfornyelsen er gennemført. Det bliver godt for hele Dybvad, og borgerne kan få energi til at udnytte det potentiale, som byen besidder. Vi glæder os i Distriktsudvalget til at gå videre i arbejdet med at undersøge muligheder for at finde finansiering til projektet,” siger Mette Hardam, formand for Distriktsudvalget i Frederikshavn Kommune.
Områdefornyelsen i Dybvad behandles på Frederikshavn Kommunes Økonomiudvalgsmøde i august.
Senest 1.april 2018 skal der foreligge en plan og et budget, der kan realiseres inden 2023.
Læs mere om områdefornyelse her: http://www.trafikstyrelsen.dk/DA/Bolig/Byfornyelse/Omr%C3%A5defornyelse.aspx
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Det bliver godt for hele Dybvad
…' til en bekendt