900 glade børn til Hørby BørneMusikFestival

900 glade børn til Hørby BørneMusikFestival

12. juni 2017 - kl. 9:47 - af

Vejrguderne holdt en solbeskinnet hånd over den 4. Hørby BørneMusikFestival – ca. 900 glade børn, forældre og bedsteforældre festede i Hørby.

Som altid lurer regnen drilsk ved større udendørs arrangementer. Det gjorde den også i år. I ugen op til årets store børneevent i Hørby silede det bogstaveligt talt ned overalt i Nordjylland. Græsarealet ved Hørby Efterskole, hvor BørneMusikFestivalen holder til, stod mange steder under vand.

”Vores frivillige medhjælpere har været på pladsen i nat og her til morgen for at skubbe vand fra teltenes tage – og 3 efterskoleelever sov på scenen for at holde øje med pladsen” – udtaler Gitte Jensen, der er formand for festivalen.

Men heldigvis tittede solen frem, og pladsen var i rimelig stand, da arrangørerne kl. 9 slog dørene op. Til trods for at mange på forhånd havde benyttet sig af at bestille billetter på BørneMusikFestivalens hjemmeside, var der lang kø ved indgangen, da billetsalget gik i gang.

Borgmester Birgit Hansen stod for åbningstalen. Forinden blev hun komplimenteret af Maya Ayse 5 år fra Sæby. ”Sikke et flot smykke, du har på”. Borgmesteren havde nemlig i dagens anledning taget sin flotte borgmesterkæde på. Hun glædede sig over, at hun igen i år blev spurgt, om hun ville komme forbi. Hun roste arrangørernes vedholdenhed og ansvar for et arrangement at BørneMusikFestivalens størrelse i oplandssamfundet, og gav et velment skulderklap til alle de frivillige for deres store arbejde og deltagelse. Uden dette ingen arrangement.

Herefter gik dagens musikprogram i gang. Michael Back, som har mange års erfaring i arbejdet med børn og musik, fik snart pladsen til at svinge med sangen ”Goddag – tag hatten af”. Som anden solist fulgte MEK PEK, som tidligere har besøgt Hørby BørneMusikFestival. Mek Pek er garant for at alle de gode ”Åh- abe ”-sange, og pladsen gyngede lystigt med.

Det særlige ved BørneMusikFestival er, at børn leger og rører sig, mens de lytter til musik. Rundt om på pladsen kunne man finde Dublo klodser til fri afbenyttelse, et område med ro til de allermindste og deres mødre, et telt med ansigtsmaling, maling på sten og glittertattoo for børn og sæbeboblekongerne havde hele 2 telte med sæbebobler. Der var boldleg, som Hørby Efterskoles elever stod for, der var besøg af en brandbil med spændende brandmænd og en veteran militærbil med rigtige militærmænd.

”En af Hørby Efterskoles lærere har skabt ideen om et børnedrinks telt, som hvert år har et særligt tema. Dette års tema var stjernebaren. Et drinkstelt for børn, hvor man kunne købe spændende monster-, abe- og bjørnedrinks bl.a. – og der blev lavet omkring 1100 farverige børnedrinks”, beretter Lene Kalmer Pedersen fra styregruppen.

Når man kiggede ud over pladsen, var det tydeligt at rigtig mange børnefamilier og bedsteforældre med deres børnebørn havde fundet vej til Hørby – nogen endda langvejs fra.

”Min datter og jeg kørte fra Holstebro kl. 7 i morges for at være her. Vi har set jeres opslag på Facebook”, fortalte en mor, som på ingen måde havde relation til Hørby.

Bespisning af festivalens gæster er et kapitel for sig. Festivalbilletten er inkl. børnevenlig mad. ”Vi har tilstræbt at gøre festivalen ”brugervenlig” på den måde, at så meget som muligt er betalt, når man kommer til Festivalen. Hørby Efterskoles køkkenpersonale samt frivillige har stået for maden. Man skulle blot hente maden i madteltet”, fortæller formanden Gitte Jensen.

Eftermiddagens program bød på lokal optræden af Skæve-Hørbys dygtige børnekirkekor under ledelse af Anne Hejslet. Korets repertoire spændte bredt fra børnesange, gospel og moderne pop. Stor ros til de dygtige og modige børn, som kunne deres kram uden ad.

Finalen på festivalen var Wafande, kendt fra Voice Junior. Wafande indtog scenen med stor gejst. Han var ikke sen til at invitere en stor flok børn på scenen. ”Det her skal jo være en rigtig børnefestival, ikke sandt! Væk med telefonerne og lad mig mærke jer”, sagde han. Så var der fest i Hørby og selv forældre og bedsteforældre kom op af stolene og dansede med. En forrygende afslutning på en fantastisk dag.

”Wafande var et økonomisk sats for en lille festival som vores”, siger Gitte Jensen. ”Vi har gerne villet henvende os til de lidt større børn. Det virkede. Vi fik flere besøgende sammenlignet med sidste år. Desuden kan vi ikke udtrykke nok, hvor taknemmelige og glade vi er for den opbakning, vi har fået af alle de frivillige hjælpere her i byen samt fra Hørby Efterskoles elever. Sparekassen Vendsyssel og de lokale sponsorer er selvfølgelig en stor medvirkende årsag til at Hørby BørneMusikFestival kan lykkes, og jeg må indrømme, at vi er allerede i aftes begyndte at drømme om Hørby BørneMusikFestival 2018 – så følg med på Facebook ”Hørby BørneMusikFestival”, del og like gerne”, slutter Gitte Jensen.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af '900 glade børn til Hørby BørneMusikFestival' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger