Apoteket informerer:<br> Antibiotika

Apoteket informerer:
Antibiotika

28. maj 2017 - kl. 0:40 - af

En af de største landvindinger i medicinens historie er Dr. Alexander Flemings opdagelse af penicillinet i 1928. Noget tidligere havde man opdaget sulfapræparaternes evne til at slå bakterieinfektioner ned. Opdagelsen af penicillinet førte til at man nu var i stand til at bekæmpe bakterielle infektioner hos mennesker og dyr endnu mere effektivt, og lægemidlet har gået sin sejrsgang over den ganske verden. Vi er gået fra at f.eks. en lungebetændelse var i høj grad en dødelig sygdom, til det i dag er noget der klares på et par uger, eller måske lidt længere, men det hører til sjældenhederne at mennesker dør af en lungebetændelse.

Der er i tidens løb blevet brugt uanede mængder af antibiotika, både når det var nødvendigt, men desværre også når det ikke var. I nogle kulturer har man haft et meget afslappet forhold til brugen af penicillin, og man har – om man skal tro rygterne – nærmest kunne købe det i håndkøb.

I landbruget har penicillin og andre antibiotika også været anvendt, på et tidspunkt blev der tilsat antibiotika til foderet, for så voksede dyrene hurtigere. Det har medført, at der er opstået de såkaldte multiresistente bakterier, som alle har hørt om, og nogle har haft et smerteligt møde med. I dag er der strenge restriktioner på brugen af antibiotika i landbruget.

At en bakterie er blevet resistent over for et antibiotikum betyder, at den kan overleve, selv om den bliver udsat for det pågældende præparat, og man derfor må anvende skrappere midler for at slå infektionen ned.

For at reducere risikoen for resistensudvikling, har sundhedsmyndighederne udstukket nogle retningslinjer for brugen af antibiotika. Det er disse retningslinjer, som lægerne går ud fra, når de ordinerer lægemidler.

Først og fremmest skal man være sikker på, at der er tale om en infektion med bakterier og ikke virus, penicillin o.lign. har ingen effekt på virus. Dernæst skal der vælges det rette lægemiddel og det skal doseres i den rette mængde og antal dage. For at få den optimale behandling, er det vigtigt at fuldføre kuren efter lægens anvisninger, og er man i tvivl om hvor længe man skal blive ved, skal lægen spørges.

I nogle tilfælde skal en bakteriel infektion, f.eks. ukompliceret øjenbetændelse, slet ikke behandles med antibiotika, men øjnene skal skylles med sterilt saltvand nogle gange om dagen. Ofte vil øjenbetændelsen så gå over, mellemørebetændelse behandles i nogle tilfælde i dag med smertestillende medicin, da infektionen ofte går over af sig selv i løbet af få dage.

Da vi i Danmark altid skal udlevere hele pakninger, sker det, at man får udleveret flere tabletter end der skal bruges, og en og anden har nok følt sig fristet til at lægge resten i medicinskabet for hvis nu…

Det er en meget dårlig ide, fordi som almindelig borger, kan man ikke vurdere om det er det rigtige præparat man tager, og er det kun få tabletter, hjælper det ikke nok, så rester af penicillin skal kasseres, og det gør man ved at aflevere dem til apoteket.

Har du spørgsmål til din behandling kan du altid spørge på apoteket.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Apoteket informerer:
Antibiotika'
til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger