
Kristi Himmelfarts-gudstjeneste i høj solskin
26. maj 2017 - kl. 16:23 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Lige fra morgenstunden skinnede solen fra en klar himmel, og hvad var mere naturligt end at starte dagen med salmen, ”Se nu stiger solen af havets skød”.
Det var, hvad der var planlagt, da der blev holdt gudstjeneste for 65 fremmødet i Anlægget i Præstbro. For alle tilfældes skyld var der stillet telt op, men det var slet ikke nødvendigt, for vejrguderne var i det helt rigtige hjørne denne Kristi Himmelfartsdag.
Guds søn satte sine spor
Sognepræst Helge Morre Pedersen fortalte om Kristi Himmelfartsdag, og om det lille kapel, der ligger på Oliebjerget, og som kun er åbent en enkelt dag om året. Indholdet i kapellet er et lille stykke af en klippe gemt bag en glasplade, og efter sigende skulle det være her, Jesus tog afsæt, da han forlod Jorden.
– Guds søn har været på jorden og sat sine spor. Når vi ser en kirke, er det Jesus, der har været her og sat sine spor – spor som vi i dag kan vandre i, sagde Helge Morre Pedersen.
Sognepræsten forklarede det hele med, at også andre havde sat sine spor. Eksempelvis en efterladt familie fra en håndværker som i dag kunne sige, at det og det hus har bedstefar bygget, eller denne bygning har bedstefar været med til at lave. Det er at sætte sine spor, sagde sognepræsten.
Børnesang høstede bifald
K. I. K. Koret, der består af børn under ledelse af kirkesanger Dina Flyvbjerg Ledet, gav en del prøver på deres sangkunne, mens kirkesangeren slog tonen an på elklaver.
Selvfølgelig høstede børnene stort bifald fra både forældre, søskende og andre kirkegængere, der var mødt frem, i det gode vejr.
Grill i stor stil
Fortæringen var der bestemt ikke sparet på. Menighedsrådet var vært ved revelsben og grillpølser med tilbehør, væske til at slukke tørsten i samt kaffe og kage.
Tekst og fotos Cille Strøm
- K. I. K. Koret høstede stort bifald fra publikum. Bagerst ved elklaveret ses Dina Flyvbjerg Ledet.
- Legepladsen ved teltet lokkede denne lille pige.
- Oversigt over pladsen og de mange glade gæster.
- Grillmaden blev spist med stort velbehag.
- Det er altid rart nogen gider skubbe på.
- Dina Flyvbjerg Ledet tog en tur på gyngehesten.
- Efter gudstjenesten kravlede K. I. K. Koret og kirkesangeren i edderkoppespindet.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.














Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kristi Himmelfarts-gudstjeneste i høj solskin' til en bekendt