
Klubhus i Lyngså renoveret for kr. 73.000 –
26. maj 2017 - kl. 9:51 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Det er Lyngså Boldklubs klubhus, der her er tale om, og formand for boldklubben, Ib Thomsen, fortæller her med en vis stolthed i stemmen.
– Vi har været længe undervejs, men nu er vi klar til at præsentere klubhuset som nyt og moderne i forhold til tidligere. Sidste gang klubhuset blev renoveret var midt i 1980-erne, så det var hårdt tiltrængt. Vi har fået malet væggene, fliser på gulvene i salen, køkkenet, depotrummet og toilettet til personalet i køkkenet. Herudover er der kommet nye lofter i køkkenet, gangen, personaletoilettet og depotrummet, fortæller formanden.
Gamle oliefyr skrottet
– Det gamle oliefyr er skrottet. Det kunne simpelthen ikke mere. I stedet er der kommet en Vølund luft, vand og varmepumpe der kører perfekt.
I alt er det en investering på kr. 73.000 –, som vi havde søgt fonde om og fik afslag. Derfor var det glimrende, at vi i lørdags scorede kr. 86.000 – på et sponsorcykelløb. Jeg vil i den forbindelse gerne rette en stor tak, til de mange sponsorer. Med min hovedregning betyder det, der er kr. 13.000 – tilbage til vores slunkne klubkasse, siger Ib Thomsen.
Frivillig arbejdskraft
Alt arbejde er foregået ved frivillig arbejdskraft med undtagelse af varmeanlægget, som Voerså VVS og Kloak har sat op. Alt materiale er købt hos den lokale trælast XL Tømmergården.
Lørdag 27. maj holder vi åbent hus fra 13 – 17. Her er alle velkomne, til at kigge på den færdige renovering. Her vil Voerså VVS og Kloak i øvrigt også være til stede med en demovogn for varmeanlæg. Man kan blandt andet få at vide, hvordan man skal gøre for at opnå håndværkerfradrag samt energitilskud og finansiering, forklarer formand Ib Thomsen.
På spørgsmålet om hvad boldklubben vil gøre ved, de store huller, der er i grusvejen på vej ned til stadion siger formanden.
– Bare tag det helt roligt, det er der tjek på. I klubben har vi en del pensionister, og det har de lovet at tage sig af, så det hele ser godt ud på lørdag.
Til alle der møder op lørdag, er Lyngså Boldklub vært ved kaffe og kage, mens Voerså VVS og Kloak byder på øl og sodavand.
Tekst og foto(s) Cille Strøm
- Ib Thomsen præsenterer det nye varmeanlæg, der ikke syner af meget, men er særdeles effektiv.
- Det nye køkken.
- Den anden side af salen med maling på vægge og nyt flisegulv.
- Nye fliser på gulvet og maling på væggene i salen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.








Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Klubhus i Lyngså renoveret for kr. 73.000 –' til en bekendt