Løvspringsfest blev et tilløbsstykke

Løvspringsfest blev et tilløbsstykke

26. april 2017 - kl. 0:25 - af

Omkring 350 børn og voksne besøgte Løvspringsfesten i Voersåhallen lørdag 22. april, da ”Den Bette Trekant”, der består af borgerforeningerne i Voerså, Lyngså og Præstbro, var arrangører og endte med at være godt tilfredse med festen og besøgstallet

Borgmestertale
Borgmester Birgit Hansen holdt åbningstalen, og roste i store vendinger samarbejdet mellem de tre borgerforeninger i området.

– Det er bedre at havne i en god trekant end en ond cirkel. Og det er i – i er havnet i en god bette trekant. Nogen må gøre noget, og det gør i. I arrangerer ud over Løvspringsfest, møder, julefest, fastelavnsfest, ølsmagning og fællesspisning.

– Den tilgang til livet i oplandsbyerne, er den rigtige. Kommunen og byrådet bakker op igennem Distriktsudvalget med kr. 600.000 -, der kan spædes til andre beløb med vores landsbypakke og værdsætter, at der er så meget initiativ.

– Aktiviteterne fødes, af de der bor i området. De vil mødes med andre – de der vil fællesskabet.

Løvspringsfesten er et bragende godt eksempel på det. Kor, Elvis, folkedans, dans, musik, børnehjørne, kagekonkurrence, mad og glade mennesker der vil se hinanden. Den er hjemme i forhold til at skabe en fest.

Dette var noget af det, borgmesteren sagde, inden hun erklærede festen for åben.

Korsang ved børn og ældre
Efter borgmesteren kom K.I.K. koret, der er kirkens børnekor, på banen. Bagefter sang børnene sammen med Ældresagens kor fra Sæby. Begge kor var under ledelse af sopranen og kirkesanger Dina Flyvbjerg Ledet.

Kagekonkurrence
En flok kager var indleveret til en konkurrence, og bagefter blev de doneret til festen og solgt til publikum, men først skulle kagerne bedømmes. Tre strenge dommere, Helle Madsen, Hørby, Kaj Thomsen, Albæk og Ole Kristensen, Voerså, havde fået opgaven og fundet frem til vinderne, som blev Mariane Søgaard, Ørsø, Mark Jacobsen, Voerså og Joan Porsmose, Lyngså.

The Spirit of Elvis
Alt imens publikum nød kage og kaffe, kom der Rock´N Roll musik på banen. Det var The Spirit of Elvis alias Johnny Christensen, der gav den som den gode gammelkendte Elvis Presley i form af en rejse tilbage i tiden med mange af idolets hits og ørehængere.

Børnefolkedans sammen med voksne
En hær af folkedansere, der bestod af både børn og voksne fra Tårs/Ø. Hjermitslev Folkedanserforening, gav en flot opvisning og høstede stort bifald. Nogle af danserne kom så langt væk som syd for Aalborg og fra Skagen. Kurt Spillemand, Skidt Mads samt Rasmus Mose og makker leverede folkemusikken til danserne.

Frit valg for mad
Aftensmaden var ikke noget problem. Der var muligheder nok. Enten kunne man selv medbringe madkurv eller bestille mad, som blev leveret af Fårup Skovhus. En tredje mulighed var at gå udenfor hallen og hente maden i den lille lyserøde madvogn Lima 415, hvor Samantha havde travlt med at sælge god mad fra Peru.

Vild med dans og harmonikamusik
Lørdag aften bød på masser af muligheder for at svinge træbenet. Hvis man er vild med harmonikamusik, så var det det helt rigtige sted, man var kommet. Først underholdt De Muntre Vendelboer, og bagefter var det Landsbymusikanternes tur, der lukkede og slukkede festen kl. 23.00.

Tekst og fotos Cille Strøm

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Løvspringsfest blev et tilløbsstykke' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger