
830 besøgte dette års udgave af Hørby Bazar
14. april 2017 - kl. 9:41 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Hvem kunne forestille sig, at der var 50 m kø ved indgangen, da Hørby Bazar for fjerde gang blev afviklet på Hørby Efterskole søndag den 9. april? Dette var tilfældet. I alt 830 besøgende blev ved indgangen budt velkommen af to venlige hjælpere fra henholdsvis KFUM spejderne i Hørby og Hørby BørneMusikFestival, som uddelte flyers konkurrencerne, som blev afviklet hver time med gevinster sponseret af lokale forretningsdrivende samt Fårup Sommerland og Farmfun.
I Hørby står man sammen om byens store arrangementer, og der er blevet lagt et kæmpe stykke frivilligt arbejde i at tilrettelægge samt organisere og opsætte bazaren. I år havde man arrangeret café i Efterskolens foyer ”Boxen”. Og netop caféen her blev Hørby Bazars hjerte, hvor man kunne få stillet sin sult. Her kunne man købe kaffe, te, sodavand, pålægsboller, pizzasnegle, pølsehorn og kager mv. – alt sammen hjemmebag fra frivillige hænder, Hørby Bageri og efterskolens køkken.
For at gøre kræmmerområdet overskueligt var hallen og det tilstødende fitnessrum inddelt med borde med blå, røde, grå og grønne duge, og som en af gæsterne, Mathias Mathiassen, Hørby udtrykte:
– Jeg kan godt lide indgangen og opstilling af boderne. Og Signe Kirk, Rebild supplerede: – Her er en helt vild god stemning og mange gode boder. Henny Jensen fra Strandby bakkede op og tilføjede: – Dejligt sted at komme. Gode priser – folk er gode at handle med.
I standene kunne man finde alt inden for legetøj, tøj, sko, bøger, pynteting, glaskunst, smykker, de fineste træreoler, ting drejet i træ, alt fra gemmerne, forårsdekorationer, hæklede tæpper og dyr osv. En meget spændende og alsidig bazar – i alt var der 104 boder svarende til mere end 200 m med alt, hvad hjertet begærer.
I en lille rundspørge blandt kræmmerne udtalte bl.a. Janni Bang, Energetix magnetsmykker fra Sindal: – Super arrangement, godt besøgstal, det er dejligt at se nogle af de unge mennesker, der går på skolen – de viser interesse og besøger standene. Anne Katrine Holm, Dronninglund, Art by Anne Katrine Holm havde masser af superlativer til bazaren: – Det er et fantastisk arrangement, som både fungerer som reklame for byen, samt støtter gode formål, og faciliteterne er formidable – intet mindre!
– I tæt samarbejde med Hørby Efterskole, som har lånt os lokaler til vores projekt, har det været vores mål at skabe en hyggelig og positiv ramme for et socialt arrangement, hvor genbrugstanken har været den bagvedliggende og bærende ide; udtaler de tre arrangører Ann Bang, Helle Brinkmann Larsen og Hanne Jakobsen, og tilføjer, at det også handler om gerne at ville støtte de øvrige aktiviteter i byen med overskuddet fra dette arrangement. Det er jo vigtigt, at vi står sammen om at skabe liv i foreningerne herude i de små samfund.”
Det forlyder, at overskuddet i år runder kr. 15.000, hvilket betyder at HI – Gymnastik får ca. kr. 6.000, Hørby Bylegeplads får ca. kr. 6000 og Hørby BørneMusikFestival for kr. 3.000.
– Det er vi rigtig stolte over at kunne give videre, siger de tre initiativtagere samstemmende, og på spørgsmålet, om der slet ikke er nogen form for malurt i bægeret, svarer de efter lidt betænkningstid: – Jo, der var meget varmt i hallen, og der var stor trængsel og aktivitet på kræmmernes p-plads, men det må vi arbejde på at gøre bedre til Palmesøndag i 2018.
Foto: “Gulvole”
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '830 besøgte dette års udgave af Hørby Bazar' til en bekendt