
Total udsolgt til ølsmagning i Lyngså
27. februar 2017 - kl. 11:43 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Det kan da godt være Lyngså Boldklub ikke er helt på toppen rent fodboldmæssigt i øjeblikket. Men sådan er det, i de små fodboldklubber – det går op og ned, men lige nu er Lyngså Boldklub helt nede at vende og skrabe bunden. De er da bekymrende, men de tager det ikke så tungt, for klubben har noget socialt, som alle bakker op om, og ved at trække på fælles hammel er det tit, noget lykkes alligevel. Skal der festes, så stiller folket op. Denne gang er det ølsmagning, som klubben har prøvet indtil flere gange før og hver gang med stor succes, hvor klubhuset har været fyldt til sidste plads. Sammen med ølsmagningen, er der stort pølsebord, så ingen går derfra hverken sulten eller tørstig.
Religion og øl
Temaet denne gang er ”Klosterøl- kirken og øllet”. Det henviser til Reformationen for 500 år siden.
Fredag 17. marts 19.00 er der store chancer for, Lyngså-boerne kan blive godt rystet socialt sammen igen. Lyngså Boldklub er arrangør af en ny gang ølsmagning. Demonstratøren er den kendte Bo L. Jensen fra Danske Ølentusiaster. Han har besøgt boldklubben adskillige gange før og hver gang for fuldt hus. Straks fra starten har han publikum i sin hule hånd. Ikke bare på grund af øllet, men også på grund af sine mange små finurlige fortællinger og små konkurrencer undervejs. Hvad han finder på at komme med af øl og vitser denne gang er ikke godt at vide, men man kan godt begynde at glæde sig. Han præsenterer 8 nye øl, og et godt gæt ville være noget med religion, kirke- og klosterøl.
Alt udsolgt
Det nytter ikke noget at prøve på at skaffe billetter. Lørdag middag 25. februar meddelte Lyngså Boldklubs formand Ib Thomsen, at alt var udsolgt.
Tekst og arkivfotos Cille Strøm.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Total udsolgt til ølsmagning i Lyngså' til en bekendt