
Sæson to er på plads: Norskov vender tilbage
10. februar 2017 - kl. 14:58 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Frederikshavn spiller endnu engang en hovedrolle på tv, når byen igen lægger statister og autentisk miljø til tv-serien Norskov. Mange tv-seere, fans og serieentusiaster har ventet utålmodigt på nyheden om, at der kommer mere Norskov. Og ikke mindst i Frederikshavn er nyheden længe ventet:
”Vi siger velkommen tilbage til Frederikshavn til hele produktionen bag Norskov. Vi er rigtig glade for, at der bliver en sæson to. Vi mener, det har stor betydning for Frederikshavn Kommune at være location for en tv-serie, der bliver sendt i bedste sendetid på TV2. Det er en investering, som skaber opmærksomhed omkring vores identitet og kommune, når virksomheder, havnen og byen kan ses overalt på billedsiden i serien. Og selvfølgelig glæder vi os til fortsættelsen, hvad der sker med Tom, Martin, Oliver, Bonden og alle de andre,” siger Birgit S. Hansen, borgmester, Frederikshavn Kommune.
Frederikshavn Kommune har sammen med en række lokale samarbejdspartnere, Hjørring Kommune, Erhvervshus Nord, Turisthus Nord, Arena Nord, Visit Nordjylland og Arne Andersen A/S, bidraget til finansieringen af produktionen i samarbejde med SF-Film, TV2 og Den Vestdanske Filmpulje.
Norskov synliggør Frederikshavn
Ifølge en rapport fra Aalborg Universitet er investeringen i tv-serien, der er en af TV2s mest ambitiøse produktioner nogensinde, rigtig godt givet ud. De fleste fans af Norskov kan genkende dronebilledet fra toppen af Pikkerbakken i Frederikshavn, der er identitetsbilledet for serien. Og for Frederikshavn Kommune, der står midt i to store havneudvidelser og tusindvis af nye arbejdspladser, har det ifølge rapporten stor betydning, for eksempelvis tiltrækningen af bosætning og arbejdskraft, at byen optræder på tv:
”Med Norskov i Frederikshavn får vi endnu en gang en fremragende mulighed for at vise både os selv og omverdenen, at i Frederikshavn kommune kan, vil og tør vi! Norskov på TV 2 – med mere end en halv million tv-seere hver uge alene i Danmark – er en fantastisk mulighed for at vise os frem som en spændende by og mulighedernes kommune. Det er vigtigt for selvforståelsen, at vi viser stolthed over de muligheder, vi skaber, også i forhold til fx bosætning”, siger Mogens Brag, formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Frederikshavn Kommune.
FAKTA: Politiserien Norskov havde premiere i september 2015 og blev sendt på TV2 og TV2Play. Norskov er den første danske tv-serie, hvor alle optagelser er foregået on location. Produktionsselskabet flyttede til Frederikshavn og optog i første omgang 10 afsnit. Denne anden sæson er planlagt med 6 afsnit. Norskov er solgt til en lang række lande, og har blandt andet vundet BILLED-BLADETS TV-Guld-pris for Årets nye Tv-program og i januar fik Norskov den danske tv-branches TV-pris for bedste danske tv-serie. Premiere på den nye sæson forventes i efteråret 2017.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæson to er på plads: Norskov vender tilbage' til en bekendt