
Norsk besøg på Ungeenheden i Frederikshavn
18. januar 2017 - kl. 14:34 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Molde Voksenoplæringssenter er på inspirationstur i Frederikshavn Kommune. Ungeenheden har skabt gode resultater ved hjælp af virksomhedspraktik og mentorstøtte, og mange unge er hjulpet med at blive klar til uddannelse og job.
Besøget er kommet i stand efter en henvendelse fra Molde Voksenoplæringssenter, der gennem et tidligere samarbejde har fået kendskab til Ungeenheden i Frederikshavn.
Ungeenheden præsenterede enhedens organisering og samarbejdet mellem afdelingerne. For de norske gæster var det usædvanligt med en enhed, der både rummer sagsbehandling, indsats og støtteordninger på samme sted. De norske gæster fik et indblik i processen for en ung borger i Frederikshavn Kommune på vej til at blive klar til uddannelse eller job. Hvordan der arbejdes med at tage ejerskab over eget liv, give samfundsforståelse og viden om uddannelse og arbejdsmarked. En vigtig del af Ungeenhedens arbejde med de unge er, at de kommer i virksomhedspraktik. Det foregår, hvor kommunen har aftaler med virksomhedscentre, og hvor der er tilknyttet en mentor og/eller praktik i andre private virksomheder. Dagen bød på besøg på tre meget forskellige praktikpladser, Knivholt Hovedgård, Beredskabet i Frederikshavn og Føtex i Frederikshavn. Disse besøg gav et billede af vidt forskellige muligheder, som passer til ligeså forskellige unge mennesker. Medarbejderne fra Molde kendte ikke til lignende tilbud i Norge og fik meget god inspiration med sig hjem.
“Det er dejligt, at Molde Uddannelsessenter henvender sig, fordi de har opsnappet, at vi kan have noget, som er spændende for dem at høre mere om. Når vi fra hver vores stol i Ungeenheden skal formidle vores arbejde med de unge bliver det tydeligt, hvor afgørende det er at have en sammenhængende indsats. Det gør, at vi bliver mere opmærksomme på og stolte af de forskelligartede muligheder, der er skabt for virksomhedspraktikker, og hvor godt vi lykkes med samarbejdet med de frivillige mentorer,” siger Margaretha Cedergren, Projekt-/Udviklingskoordinator, Ungeenheden, Frederikshavn Kommune.
Mentorstøtte hjælper
Ungeenheden har et stort frivilligt mentorkorps, som i øjeblikket består af 29 frivillige mentorer. For tiden får 33 unge støtte af mentorerne. De unge er ikke alle tilknyttet Ungeenheden, men kan også gå på ungdomsuddannelse, Produktionsskole, højskole eller andet. Fælles for de unge er, at de har brug for en hånd i ryggen for at lykkes med deres hverdag. De frivillige mentorer er voksne, der har noget at byde på i forhold til at hjælpe en ung på vej ind i eller igennem uddannelse eller job. Molde Voksenoplæringssenter har sit eget mentorprogram for integrationsborgere på skolen. Men det er anderledes organiseret, og derfor var der stor udveksling af erfaringer om den frivillige indsats.
Ud over Ungeenheden besøger de norske gæster også VUC, der fortæller om undervisning af flygtninge og integrationsborgere – både på skolen og på virksomheder, der har fremmedsprogede ansat.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Norsk besøg på Ungeenheden i Frederikshavn' til en bekendt