
Østervrå Brandstation slukker
også i Hjørring Kommune
7. januar 2017 - kl. 7:04 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Kommunegrænser er ingen hindringer for personalet ved Falcks brandstation i Østervrå. Næsten halvdelen af udrykningerne går til nabokommunerne Hjørring og Brønderslev.
Kommunegrænser er ingen hindring for Østervrås brandbil, som i løbet af 2016 har været fem gange i Hjørring Kommune og fire gange i Brønderslev Kommune ud af de i alt 23 udrykninger, brandsvendene i Østervrå har været kaldt ud til. Responstiden er tilfredsstillende, den er endda forbedret lidt i forhold til 2015.
2016 blev også et år, hvor der blev sagt både goddag og farvel på den lokale station, lød det i brandstationsleder Gorm Rosendals nytårstale.
Det blev farvel til Kaj Sørensen og Ronnie Thomsen, i deres sted trådte Jonas Jakobsen og Allan Nielsen, som allerede er faldet godt til i den 12 mand store gruppe, der året rundt varetager beredskabet lokalt. Jonas Jakobsen havde dårligt nok fået de sidste instrukser, før han røg med på det første udkald – allerede samme dag, som han var blevet ansat.
Flere kolleger
– Èn har bestået uddannelsen som holdleder og en anden er klar til at gå i gang, så det ser rimeligt godt ud med bemandingen lige i øjeblikket, fortalte brandstationslederen, som også kunne tilføje, at der i øjeblikket er seks mand, der kan dække dagtimerne på hverdage – lidt af en akilleshæl for stationen.
– Situationen kan hurtigt ændre sig i takt med den enkelte brandmands jobsituation, så vi er hele tiden på udkig efter nye kolleger, understreger Gorm Rosendal.
Det nye beredskab
2016 var i mødeset med stor spænding på stationen i Østervrå med etablering af det nye fælles Nordjyllands Beredskab.
– Vi havde jo nok håbet på, at tingene var kommet på plads i år, men det er de langt fra, erkendte brandstationslederen med henvisning til udarbejdelse af den risikobaserede dimensionering, som regeringen har bedt kommuner og beredskab om at gennemføre.
– Vi er meget spændte på, hvad 2017 bringe i forhold til vores bemanding og materiel, sagde Gorm Rosendal. Han er dog ikke bekymret for udsigten til, at mandskabet i Østervrå muligvis kommer til at rykke ud til opgaver uden en indsatsleder.
– Vi har jo altid været nød til selv at træffe beslutninger indtil indsatslederen når frem, lyder forklaringen.
Opkvalificering
Operativ leder af klynge Nord Niels Faurbye kunne berolige brandsvendene i Østervrå med, at der helt sikkert vil være en brandbil i Østervrå efter vedtagelsen af den risikobaserede dimensionering.
– Jeg er også ret overbevist om, at der bliver tale om opkvalificering af både holdledere og brandsvende, lovede Niels Faurbye, der har siddet med i projektgruppen. Det bliver dog først efter sommerferien, at der kommer en udmelding på, hvordan dimensioneringen kommer til at se ud.
Ros fra borgmesteren
– Det er en fornøjelse at se, hvor synlige I er i bybilledet, lød det anderkende fra borgmester Birgit Hansen, der deltog i nytårsparolen. Det viser bare, hvor tilgængelige I er, fortsatte Birgit Hansen.
Hun fortalte om arbejdet i den nye beredskabskommission for Nordjylland, der består af 11 borgmestre og om situationen i kommunen efter skabelsen af Nordjyllands Beredskab samt de nye udfordringer med dimensioneringen.
– Vi er blevet bedt om at spare 7,5 mio. kr., og det gør vi altså ikke bare ved at skrive et nyt stykke papir, konstaterede borgmesteren, under alle omstændigheder, så forventer borgerne, at der kommer hjælp, når der er brug for det, sluttede Birgit Hansen.
ÅB
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Østervrå Brandstation slukker
også i Hjørring Kommune' til en bekendt