
Til Christiansborg: Hæv sommerhusbelåningen nu
16. december 2016 - kl. 10:23 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Der er ingen grund til at vente i evigheder på at hæve realkreditbelåningen på sommerhuse, som regeringen netop har foreslået, mener lokal ejendomsmægler. 75 pct. belåning kan skabe ny vækst i yderområderne.
Hvis et flertal i Folketinget hæver realkreditbelåningen for sommerhuse fra 60 pct. til 75 pct., vil det give landdistrikterne alletiders adrenalinindsprøjtning. Det mener Carsten Jørgensen, som er indehaver Nybolig Sæby, som dækker østkysten i Sæby, Lyngså og omegn.
– Af de mange forslag, Regeringen er kommet med, er forslaget om at hæve realkreditbelåning for sommerhuse, blandt de mest visionære. I yderområderne har vi brug for nogle initiativer, som kan gøre en forskel, og det her virker både som en gratis og effektiv omgang, eftersom det ikke kommer til at koste staten penge, siger Carsten Jørgensen.
Han mener tværtimod, at staten kan komme til at tjene penge på at øge realkreditbelåningsgraden.
– Herude er vi ikke i tvivl om, at der vil komme mere gang i markedet, da flere vil få råd til et sommerhus. Og hver gang, der laves en sommerhushandel, tilfalder der som bekendt tinglysningsafgifter til staten. Samtidig kan man også forvente mere arbejde til de lokale håndværkere, når de nye sommerhusejere vil lave forbedringer på deres nye feriebolig, siger Carsten Jørgensen.
Carsten Jørgensen mener derfor, at det bør være en ekspeditionssag at få forslaget igennem.
-Jeg vil gerne opfordre politikerne til at kigge i vores retning som det første efter juleferien og få stemt forslaget igennem, så endnu flere kan få råd til at realisere deres drøm om et sommerhus, siger Carsten Jørgensen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Til Christiansborg: Hæv sommerhusbelåningen nu' til en bekendt