Borgerne er På Forkant i Frederikshavn Kommune

Borgerne er På Forkant i Frederikshavn Kommune

16. december 2016 - kl. 9:15 - af

Borgerne i Frederikshavn Kommune spiller en central rolle, når det gælder den fremtidige udvikling af Skagen, Frederikshavn og Sæby. Senest har borgerne bidraget til en spritny potentialeplan i forbindelse med kampagnen På Forkant, som Frederikshavn Kommune har medvirket i sammen med 25 andre kommuner.

På Forkant har haft fokus på at styrke de tre hovedbyer, så de kan være lokomotiver for hele kommunens fremtidige udvikling. Byerne skal fortsat være attraktive at bo i og flytte til, ikke mindst for yngre og unge børnefamilier. Det er vigtigt, fordi virksomhederne i kommunen allerede i dag har et stort behov for at fastholde og tiltrække kvalificeret arbejdskraft, og i den sammenhæng spiller byerne en stor rolle.

Der har i hele forløbet været lagt stor vægt på at drøfte byernes udvikling i en tæt dialog med borgere, foreninger, uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv og i særlig grad de yngre og unge børnefamilier. Der har derfor været byvandringer i alle tre byer for både skoleelever, børnefamilier og andre borgere, lige som der har været afholdt særlige arrangementer for repræsentanter for uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv i Frederikshavn. Desuden havde både børn, unge og voksne mulighed for at komme med idéer til udviklingen i forbindelse med ”Open By Night” i Frederikshavn i juni måned. Netop involveringen af borgere og andre lokale interessenter tillægger Anders Brandt Sørensen, der er formand for Plan- og Miljøudvalget, stor værdi

”Alle de mange lokale menneskers involvering og input, er potentialeplanens største styrke. Vi har fået en plan, der afspejler de potentialer i de tre byer, som befolkning, erhvervsliv, foreninger og uddannelsesinstitutioner peger på. Og vi har oplevet et ægte engagement, som giver mig en stærk fornemmelse af, at der også er en lyst, energi og vilje til at sætte handling bag ordene. Vi har en plan, der kommer til at leve”, siger Anders Brandt Sørensen.

De mange gode idéer og tanker, som borgere og interessenter har bidraget med i processen, har sammen med konsulenters viden og blik på byerne set udefra ført til anbefalinger om, hvad der er særlig vigtigt, for at de tre byer fortsat vil være attraktive at bo og arbejde i og flytte til.

En for alle, og alle for en
Potentialeplanen tager afsæt i, at alle tre byer spiller på samme hold. Andre byers succes skal fejres for det gode liv, som det bidrager med i hele kommunen. De tre byer skal anerkendes for de særlige kvaliteter, de hver især har.

Skagen skal fortsætte sin udvikling som international kystby af høj kvalitet, men med en stærk rygrad i ”hverdags-Skagen”. De fastboende i Skagen – herunder aktive seniorer – er nemlig en vigtig ressource for byen – både for at skabe liv og sikre arbejdskraft til byens erhvervsliv.  Det er derfor vigtigt, at Skagen kan tilbyde renoverede og attraktive boligkvarterer, tilgængelige kulturmiljøer og gode fællesskaber.

Frederikshavn skal udvikle sin position som Danmarks maritime hovedstad ved bl.a. at lægge vægt på, at havnen skal være mere til stede i frederikshavnernes bevidsthed, end den er i dag. Det skal ske ved at skabe bedre kontakt mellem byen og havnen – både fysisk, visuelt og mentalt.

Det er i Frederikshavn, at ungdoms- og erhvervsuddannelserne er samlet i dag. Derfor skal der skabes et helt særligt ungemiljø centralt i byen, og der skal fokus på den maritime uddannelsesklynge i et samarbejde imellem lokale virksomheder og uddannelsesinstitutioner.

I Frederikshavn skal der arbejdes på at skabe en mere samlet bymidte, der ud over detailhandel og serviceerhverv vil rumme flere boligområder til både unge, ældre og familier.

Sæby er kendetegnet af købstadens lokale fællesskaber på tværs af emner, alder og kulturer, og denne særlige kvalitet skal også være byens fremtidige fundament. Havnen skal være et stærkere samlingspunkt, som kan binde vandet og byen bedre sammen, og i Sæby skal naturen generelt være en synlig og markant del af byen, som borgerne kan nyde godt af at bo tæt på.

De anbefalinger og idéer i potentialeplanen, som omhandler Sæby, vil naturligt ligge til grund for udkastet til Masterplan Sæby, som Frederikshavn Kommune fremlægger i Plan- og Miljøudvalget i december måned, og som præsenteres og drøftes med Sæbys foreninger og borgere på møder i januar og februar 2017.

Fra plan til virkelighed
De mange input, der er kommet i forløbet, har resulteret i en række visioner, leveregler og anbefalinger, som er samlet i ”På Forkant 2030. En potentialeplan”. I samarbejde med virksomheder, uddannelsesinstitutioner, investorer, foreninger og borgere skal der nu fokuseres på at igangsætte tiltag, som kan realisere potentialerne i udviklingen af byerne. Potentialeplanen skal derfor ses som en invitation til alle, der kan og vil bidrage til at realisere de muligheder, der ligger i byerne.

FAKTA
Erhvervsministeriet ved Erhvervsstyrelsen, KL og Realdania står bag kampagnen På Forkant, som forløber frem til sommeren 2017

Du kan læse mere om kampagnen På Forkant på http://www.paaforkant.dk/

ADEPT, 12Byer og STEDVIS har været rådgivere på projektet i Frederikshavn Kommune

Du kan læse ”På Forkant 2030. En potentialeplan” på http://frederikshavn.dk/Sider/Paa-Forkant.aspx

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Borgerne er På Forkant i Frederikshavn Kommune' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER