
Forlis og strandinger på Stensnæs Flak
27. oktober 2016 - kl. 15:04 - af Henrik Christensen
Tirsdag 15. november er Lokalhistorisk Forening for Voerså og omegn arrangør af et eftermiddags-arrangement på Voerså Museum om forlis og strandinger på Stensnæs Flak. Stensnæs Fuglereservat ligger på strandengene lige ud for Voerså ud mod Kattegat, og langs med reservatet ligger Stensnæs Flak, der er et lavvandet område, der strækker sig omkring en kilometer ud i vandet. Ude i selve Flakket ligger en lille ø kaldet Banken, der er aflang, og størrelsen varierer meget, men bestemmes af vind- og strømforhold.
Igennem mange hundrede år har Stensnæs Flak været et stort problem for søfolk. Hvert eneste år er der skibe, der strander på Stensnæs, og om sommeren er der en del lystsejlere, der må have hjælp til at komme fri igen, på grund af de er gået i fælden og ikke tidsnok lagt kursen mod øst og ud på dybere vand for at komme uden om Stensnæs.
Vrag i hundredvis
På Stensnæs ligger mange hundrede gamle vrag på bunden og i sandet, og det er disse vrag, arrangementet handler om. For et stykke tid siden var Flemming Sørensen fra Aalborg, der er fritidsdykker og har båd liggende i Voerså, på besøg på museet, og han fortalte og viste levende billeder fra disse vrag. Flemming Sørensen fyldte museet til sidste plads, og det forventes også af arrangørerne, at der igen bliver fuldt hus, når han for anden gang kommer på besøg.
Flemming Sørensen skriver i en mail:
Sidste gang blev der gået lidt hurtigt hen over, de sidste forlis i foredraget. Jeg vil komme ind på nogle af disse forlis igen; men jeg vil også fortælle om nogle af de forlis, som vi ikke har lokaliseret endnu. Nogle af dem ligger længere nede i Kattegat og ovre på den anden side af Læsø. At besøge disse steder kræver godt vejr i et par sammenhængende dage, og dem har der ikke været mange af i 2016.
Året har desværre ikke givet nyt på Stensnæs. Den megen østenvind dækker de fleste, af de kendte vrag til med sand. Hvis nogen af tilhørerne har billeder af strandede skibe på kysten, vil jeg meget gerne have lov til at affotografere disse og have historien.
Medbring fotos
Flemming Sørensen håber, at tilhørerne vil medbringe fotos af gamle strandinger fra området, da disse kan være stor hjælp til at lokalisere eventuelle vrag, der af og til dukker op af sandet.
Alle er velkomne og foredraget starter 13.30.
Tekst. Cille Strøm
Fotos. Flemming Sørensen
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Forlis og strandinger på Stensnæs Flak' til en bekendt