
DCIM101MEDIADJI_0077.JPG
Lokalplan for industriområde
i Vangen er nu vedtaget
19. oktober 2016 - kl. 10:30 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Plan- og Miljøudvalget og senest Økonomiudvalget på dets møde den 12. oktober har sagt ja til en lokalplan for et industriområde i Vangen mellem Frederikshavn og Sæby. Lokalplanen åbner mulighed for at bygge tættere ud mod Europavej 45 vest for vejen nær gården ”Heden” og LE-Camping.
Det kommunale fagcenter har i løbet af offentlighedsfasen modtaget én bemærkning til planforslagene. Bemærkningerne er indsendt af Vejdirektoratet. Derudover er der indsendt en foreløbig udtalelse fra Vendsyssel Historiske Museum vedr. arkæologiske forundersøgelser samt en henvendelse fra Energistyrelsen vedr. kommuneplantillæg for landanlæggene til Sæby Havvindmøllepark. Fagcenteret har derpå været i dialog med Energistyrelsen, som efterfølgende har tilkendegivet, at det er muligt at realisere de tekniske anlæg til ilandføring og nettilslutning af Sæby Havmøllepark i planlægningsbæltet syd for lokalplanområdet. Energistyrelsen har derpå ingen indvendinger mod lokalplanen.
Bemærkningerne fra Vejdirektoratet omhandler i hovedtræk, at Vejdirektoratet skal ansøges om tilladelse, når et projekt ligger inden for vejbyggelinien langs statsvejen.
Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af et ønske fra flere af virksomhederne på østsiden af Industrivej i erhvervsområdet i Vangen om at kunne udvide med bebyggelse ud på landzonearealet mod hovedvej E45. Dette vil imødekomme virksomhedernes fremtidige behov for udvidelse. For at sikre en henhedsløsning omfatter lokalplanen hele den del af erhvervsområdet, der ligger øst for Industrivej.
Et af formålene med lokalplanen er bl.a. at overføre et areal mellem det eksisterende erhvervsområde og E45 fra landzone til byzone, således at erhvervsområdet kan udvides. Lokalplanen indeholder bl.a. bygningsregulerende bestemmelser, som fastlægger bebyggelsens placering og omfang mv. Langs E45 udlægger lokalplanen et bælte på minimum 5 meters bredde til slørende og afskærmende beplantning samt en byggelinje, som sikrer, at bebyggelsen holdes i en afstand af minimum 30 meter fra E45’s vejmidte.
Området udgør ca. 4,2 hektar og afgrænses mod vest af Industrivej, mod øst af E45, mod nord af ejendommene Øksnebjergvej 3 samt Industrivej 3 og mod syd af et lokalplanområde, som omfatter udvidelsen af campingcentret.
Dele af lokalplanområdet er beliggende i byzone og dele i landzone. Med lokalplanens vedtagelse overføres dele af arealet i landzone til byzone. Den del af området, som er beliggende i byzone, anvendes i dag til erhvervsformål, og landzonedelen anvendes til beplantningsområde. Alle ejendomme i lokalplanområdet har vejadgang fra Industrivej.
Vil man se lokalplanen i detaljer, kan efterfølgende link benyttes
hvorefter der scrolles til side 121 og efterfølgende sider.
Lokalplanen kan ligeledes ses fremlagt på bibliotekerne.
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Lokalplan for industriområde
i Vangen er nu vedtaget' til en bekendt