
Åbent kreaværksted i Lerhulen
…
11. oktober 2016 - kl. 10:42 - af Henrik Christensen
Det lille keramikværksted Lerhulen slår igen døren op til en rigtig kreativ lørdag, hvor de tre keramikere Ulla, Mette og Britta har inviteret kreative gæster, som udstiller og sælger smykker, decoupagebilleder, glaskunst og pileflet.
Østervrå er i efterårsferien fyldt med traditioner – og dette gælder også i Lerhulen.
Igen i år holder pigerne Britta, Mette og Ulla åbent keramikværksted den første lørdag i efterårsferien. – Vi synes, det er dejligt, at vi kan få lov til at indlede efterårsferien på en god og kreativ måde, siger pigerne fra Lerhulen. Mange har jo nogle fridage, og vil gerne ud og opleve noget.
Spændende ting og nyheder byder sig til i Lerhulen, hvor det bliver til et gensyn med tre gæsteudstillere. Jytte Brinkmann, Dybvad kommer med sine mange sjove og fine ting i glas. En masse forskellige flotte ting i pil kommer der fra frederikshavnske Birgit Nielsens hånd, og Bente Andersen, Østervrå kommer med sine smykker. De er lavet i mange forskellige materialer, og helt nyt er det, at Bente også har taget decoupagebilleder med i et bredt udvalg af sjove og flotte billeder.
Nyt og kendt keramik
De tre piger fra Lerhulen har naturligvis også et stort udvalg med – heriblandt mange nyheder bl.a. nye skåle, klovne og huse – både små og store, lige og skæve. De kendte ting som klovnebilleder, skildpadder, huse, vaser, kærestepar og knapper er selvfølgelig også med – og så må vi ikke glemme nisserne – det er jo snart jul og gavetid.
Alle seks piger glæder sig og håber, at rigtig mange vil kigge forbi til en hyggelig dag i Lerhulen, Brinken 12 i Østervrå, lørdag den 15. oktober, mellem kl. 10 og 16.30.
Hvis vejret tillader det, bliver rakuovnen tændt, og så er der naturligvis også kaffe på kanden hele dagen.
ÅB
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Åbent kreaværksted i Lerhulen
...' til en bekendt