
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Forsyningen henter affald i miljørigtige skraldebiler
31. august 2016 - kl. 14:27 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Siden maj har Forsyningens vognmand hentet husholdningsaffald i skraldebiler, der kører på biogas. I alt bliver der brugt fire skraldebiler drevet af biogas i stedet for diesel.
Bilerne kører i Frederikshavn og Sæby, som er tættest på tankstationen. Bilerne kan derfor blive tanket op, når de kører forbi på vej til eller fra affaldsforbrændingen. Det er ikke hensigtsmæssigt, at bilerne skal køre en lang omvej for at tanke biogas.
Der er væsentlige fordele ved skraldebiler, der drives af biogas. De larmer mindre i boligområderne, når der bliver hentet affald, og samtidig giver det et bedre arbejdsmiljø for skraldemændene, da der ikke er så meget støj i og omkring bilen.
Derudover er skraldebilerne gode for miljøet, for når bilerne kører på biogas i stedet for fossil brændstof, nedsættes vores CO2 udledning. Derfor er det godt, at få afprøvet biler, som kører på andet end benzin eller diesel.
Skraldebiler på biogas passer desuden godt ind i Energibyens strategi om fossilfrihed i Frederikshavn Kommune, hvor det især er vigtigt at få transportsektoren over på vedvarende energikilder. Det er også en del af Forsyningens strategi at sikre, at vi i større og større omfang tager hensyn til klima og miljø.
De nye skraldebiler har to kamre til affald. Det betyder, at de kan hente to forskellige affaldstyper samtidig uden at blande dem sammen.
Det ene af kamrene skal bruges til det organiske affald, mens det andet kammer skal bruges til resten af affaldet. Det organiske affald kan bruges til at producere biogas. Indtil videre fylder vi dog begge kamre med husholdningsaffald. Men bilerne er altså allerede klar til, at der med tiden skal ske mere sortering af affaldet ude i de enkelte hjem.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.





Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Forsyningen henter affald i miljørigtige skraldebiler' til en bekendt