
Følg nordjyske #patruljetweets direkte
29. august 2016 - kl. 0:11 - af Henrik Christensen
Når politiets patruljer i dag møder ind på eftermiddagsvagten, kl. 15-23, vil en af patruljerne have en ekstra medarbejder med på bagsædet – en medarbejder, der tweeter direkte fra de opgaver, som patruljen kastes ud i.
Det sker, fordi Nordjyllands Politi ønsker at vise arbejdet fra de spidse ender på en lidt anden – og mere umiddelbar – måde.
“Vi fortæller om opgaverne, mens de sker, og vi ved, at mange borgere er interesseret i at følge med i politiets arbejde,” siger politiinspektør ved Nordjyllands Politi, Marianne Vestergaard-Lau, der pointerer, at politiet med tweets fra en patruljevogn også gerne vil vise andet end bare ‘blå blink’.
“Vores patruljer rykker ud til mange forskellige opgaver, fx indbrud, færdselsuheld, mistænkelige personer – store som små hændelser,” forklarer politiinspektør Marianne Vestergaard-Lau, der tilføjer, at rapportskrivning om politiopgaverne ligeledes er en væsentlig del af politiets arbejde.
“Rapportskrivning sikrer grundlaget for senere sagsbehandling, så politirapporter er vigtige værktøjer for vores eventuelle videre efterforskning – og det håber vi, at patruljetweets også vil afspejle,” tilføjer politiinspektøren.
Stil spørgsmål til patruljen
Sociale medier rummer mulighed for dialog, så Marianne Vestergaard-Lau oplyser, at man på mandag fra kl. 15-23 kan prøve, via Twitter, at stille spørgsmål til patruljen om dens arbejde, så vil patruljen svare – i det omfang opgaveløsningen tillader det.
Bruger Twitter bredt
Samtidig vil Nordjyllands Politi også gerne markere, at man netop har passeret 40.000 følgere på det sociale medie, Twitter. Og det er et medie, der siden opstarten – i december 2012 – har vist sig som et brugbart redskab som støtte i politiets arbejde.
“Vi bruger Twitter i dagligdagen, fx til at advare om tricktyve eller til at efterlyse savnede personer. Vi bruger det også under større indsatser, fx til karneval eller under et stormvejr,” forklarer politiinspektøren, og hun understreger, at politiets brug af Twitter skal ses i samspil med politiets solide samarbejde med pressen.
“Pressen følger med på Twitter, og det er især journalisternes videre formidling af vores budskaber, der sikrer den helt store gennemslagskraft af fx vores efterlysninger,” fastslår politiinspektøren.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Følg nordjyske #patruljetweets direkte' til en bekendt