
Sæby Redningsstation kan fortsætte med at redde liv
27. august 2016 - kl. 9:39 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Flere redningsstationer står til at miste store redningsbåde, og en er lukningstruet, efter forsvarschefen har anbefalet besparelser.
Færre redningsbåde i de danske farvande og en lukket redningsstation. Sådan lyder anbefalingen fra forsvarschefen.
I et brev til forsvarsministeren anbefaler forsvarschefen, general Peter Bartram, at lukke en redningsstation i Agger på den jyske vestkyst, samt at fjerne store, motordrevne redningsbåde fire andre steder i landet: Grenaa, Esbjerg, Thorsminde og Østerby.
Det vil give en besparelse på 151 millioner kroner plus en årlig besparelse på tre millioner.
Ifølge det socialdemokratiske medlem af Folketingets forsvarsudvalg, Bjarne Laustsen, er det en skidt idé at skære i redningsberedskabet.
”Hvis man kommer i nød på havet, skal man selvfølgelig have hjælp. Derfor synes jeg, at det er meget betænkeligt, hvis man skal lukke nogle stationer ned, fordi man vil opnå en eller anden besparelse”, siger han.
I et tidligere forslag var Sæby Redningsstation også truet af lukning, men i forsvarsministerens brev nævnes den ikke som en af de stationer, der anbefales lukket. Det glæder lederen af redningsstationen, Birger Isaksen.
”Det er fantastisk for os, at vores arbejde har båret frugt”, siger han.
Selvom der ind til videre kun er tale om et udkast til en plan, der videre skal behandles politisk, tror Birger Isaksen på, at Sæby Redningsstation er reddet.
”Jeg synes, det var det rene galamatias at overveje at nedlægge os, fordi vi dækker så stort et område. Vi har nyt grej og en forholdsvis ny båd. Jeg kan slet ikke forstå, at man kan komme på de tanker”, siger han.
Den endelige beslutning om redningsstationernes lukning bliver truffet i forbindelse med det næste forsvarsforlig, som får effekt fra 1. januar 2018.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby Redningsstation kan fortsætte med at redde liv' til en bekendt