
Shell i Sæby lukket og åbner
i eftermiddag som Circle K
24. august 2016 - kl. 10:46 - af Henrik Christensen
Shell-tanken på Aalborgvej i Sæby er lukket indtil i eftermiddag, hvor den genåbner med nyt logo og nyt navn – Circle K.
Det sker som led af et større salg af en række Shell-stationer over det ganske land. Circle K har overtaget 72 stationer, som i disse dage er ved at blive re-brandet – altså genskabt – med det nye logo og image.
– Jeg har selv en Statoil-tank i Hirtshals, som også bliver lavet om til Circle K i løbet af sensommeren, og det samme sker med Shell-tanken på Ringvejen i Hjørring. Shell får ikke ret meget tilbage i Danmark, fortæller Per Thrane, der trods travlheden på den populære tankstation i Hirtshals også er i Sæby for at hjælpe til med relanceringen og ændringerne.
– Det bliver det samme personale og fortsat med Sanne som butikschef, og indholdet vil langt hen ad vejen være som tidligere. Dog kommer der nogle flere madvarer ind, og Circle K har også en række andre spændende tilbud til kunderne, som indføres stille og roligt i den kommende tid.
Statoil bliver Circle K
I forbindelse med det store europæiske brandskifte fra Statoil til Circle K, lancerer selskabet sin største reklamekampagne nogensinde på tværs af Skandinavien. Medarbejderne spiller hovedrollerne i kampagnen og fortæller historien på TV, i trykte medier og på sociale medier. Budskabet er også, at en del Shell-stationer også bliver til Circle K.
Stjernerne i kampagnen er stationernes egne ansatte. Tilsammen har mere end 30 stationschefer og stationsansatte fra hele Skandinavien delt deres tanker, bekymringer og begejstringer omkring det nye brand foran kameraet.
Onsdag den 4. maj åbnede Danmarks første Circle K station i Hvidovre. Inden årsskiftet vil alle Statoil stationer i Danmark have skiftet til Circle K facade, og i løbet af et år er i alt ca. 1.000 stationer i Skandinavien rebranded.
Kampagnen har to budskaber: ”Vi ændrer os, men kun til det bedre” og ”Nyt navn, samme mennesker” og er udarbejdet i tæt samarbejde med reklamebureauet SMFB/Umwelt og mediebureauet Starcom. Kampagnen køres bredt i forskellige medier; TV, radio, sociale medier, outdoor og egne kanaler. Reklamekampagnen skal fortælle vores kunder om det nye brand, og hvad det kommer til at betyde for dem.
– Et brand som Circle K formes først og fremmest af medarbejderne. De er derfor de bedste talspersoner for det nye brand. Det er dem, der møder kunderne hver dag på stationerne. De har forståelse for kundernes skepsis mod ændringer, og de er positive overfor Circle K og tror på udviklingsmulighederne med det nye brand, siger Ann Kirstine Havsteen, Marketing- og Kommunikationsdirektør i Circle K Danmark.
– Lige før jul samlede vi de første stationsmedarbejdere fra Europa og Nordamerika i Tampa, USA og gjorde de indledende øvelser. Uden manuskript eller anden instruktion. Resultatet er derfor netop, at kampagnen fremstår ærlig og personlig, siger Ann Kirstine Havsteen. For de ansatte har det betydet rigtig meget at medvirke i kampagnen. De er stolte og glæder sig til at blive ”kendisser” tilføjer Ann Kirstine Havsteen.
Statoil er et kendt brand i Skandinavien og skiftet til Circle K betyder meget for mange. Kampagnen er vigtig, da den både skal informere om ændringerne og forsikre kunderne om, at de fortsat vil møde de samme mennesker og få den samme service på Circle K stationerne samt kan købe de samme produkter. I Danmark lever Statoil EXTRA f.eks. videre på samme betingelser – blot med et navneskifte til Circle K EXTRA Club, og det samme gør de frisksmurte sandwich, det nybagte brød og frisklavede hotdogs og burgere.
– Vi tager det bedste med os fra Statoil videre til Circle K. Det er essensen i kampagnen, slutter Ann Kirstine Havsteen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Shell i Sæby lukket og åbner
i eftermiddag som Circle K' til en bekendt