
Alzheimerforeningen mangler indsamlere i Sæby
24. august 2016 - kl. 7:46 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Lørdag den 24. september samler Alzheimerforeningen ind ved deres første landsindsamling nogensinde til fordel for de ca. 500.000, som har demens tæt inde på livet. Men organisationen mangler indsamlere i Sæby og Frederikshavn.
Under overskriften ‘Husk mig’ går hundredvis af mennesker på gaden lørdag d. 24. september til Alzheimerforeningens første landsindsamling for at huske på dem som glemmer og samle ind til fordel for de ca. 85.000 mennesker, der lever med en alvorlig demenssygdom og de ca. 400.000 pårørende, der står ved siden af. Rundt om i hele landet vil der på dagen blive afholdt større og mindre events for at markere indsamlingen blandt andet på Torvet i Sæby, men der er brug for flere indsamlere. Derfor opfordrer Alzheimerforeningen nu lokale borgere til at melde sig.
Demens – en frygtet sygdom
Hver tredje time dør en dansker af en demenssygdom, som er en af de mest frygtede og opslidende sygdomme i Danmark.
– Demens rammer hårdt. Når et menneske får demens bliver hele familien ramt. Mange oplever at hverdagen splintres i tusinde stykker, når man ser sin nærmeste langsomt forsvinde ind i glemslen. Med pengene fra landsindsamlingen kan vi arbejde for at holde liv i håbet om at finde en kur. Og arbejde for at alle, der er berørt af demens får mulighed for at leve et godt liv. Jo flere, vi går på gaden, jo flere kan vi hjælpe, siger Nis Peter Nissen, direktør i Alzheimerforeningen.
Alzheimerforeningen opfordrer til, at så mange som muligt melder sig og bruger et par timer lørdag d. 24. september. Tilmeld dig på www.huskedagen.dk eller ring til indsamlingsansvarlig Anne Kaehne på tlf. 88440428 eller på email: anne@alzheimer.dk
Fakta om demens
I Danmark lever 70-85.000 mennesker med en demenssygdom
Heraf har ca. 50.000 Alzheimers sygdom
Ca. 1.500 personer under 65 år har en demenssygdom
Der er ca. 8.000 nye tilfælde af demenssygdom i Danmark hvert år
I 2040 forventes antallet af demente over 60 år at vokse til 120-146.000
400.000 personer i Danmark lever i dag med en demenspatient i familien
Kun ca. 50 % af alle demenspatienter får stillet en egentlig demensdiagnose
Pårørende til hjemmeboende personer med demenssygdom bruger i gennemsnit 5-7 timer om dagen til pleje og omsorg
De totale omkostninger ved demenssygdom i Danmark andrager mere end 20 milliarder kr. om året
Demenssygdom er den næst hyppigste dødsårsag for kvinder i Danmark.
Hver tredje time dør en dansker af en demenssygdom.
Kilde: Alzheimerforeningen
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Alzheimerforeningen mangler indsamlere i Sæby' til en bekendt