Nordjyske Bank: God basisindtjening i presset marked

Nordjyske Bank: God basisindtjening i presset marked

11. august 2016 - kl. 9:46 - af

Danmarks 11. største bank har i dag offentliggjort sit halvårsregnskab i første hele regnskabsår efter fusionen med Nørresundby Bank. Banken fastholder sine forventninger til en basisindtjening i niveauet 300-350 millioner kroner for året.

Basisindtjeningen i Nordjyske Bank blev i 1. halvår 2016 på 172 millioner kroner mod 209 millioner kroner året før. Den faldende basisindtjening skyldes både et fald i bankens netto renteindtægter fra 267 millioner kroner til 240 millioner kroner og et fald i bankens gebyrer og provisionsindtægter fra 198 millioner kroner til 163 millioner kroner. De faldende basisindtægter opvejes dog i nogen grad af driftsudgifterne, der nu er faldet til 263 millioner kroner som følge af fusionen:

– Vores basisindtægter falder med 37 millioner kroner sammenlignet med samme periode sidste år, og det er der en række gode forklaringer på. Dels er vi og andre banker udfordret af et historisk lavt renteniveau, og dels har vi ikke set samme konverteringsbølge af realkreditlån, som vi var positivt begunstiget af i 1. halvår 2015. Det er dog glædeligt at notere sig, at omkostningsreduktionen som følge af fusionen fortsat forløber som planlagt, siger adm. direktør Claus Andersen fra Nordjyske Bank.

På positivsiden tæller desuden en stigning i posten andre driftsindtægter fra 14 millioner kroner til 31 mil- lioner kroner samt at engangsomkostninger i forbindelse med fusionen falder fra 36 millioner kroner til 0.

Resultat før skat for perioden blev på 95 millioner kroner, og egenkapitalen forrentes således med 7,2 procent pro anno.

Stigende forretningsomfang
Det samlede forretningsomfang i Nordjyske Bank bestående af indlån, udlån, garantier samt depotværdier er steget til 40,9 milliarder kroner ved udgangen af 1. halvår 2016. Der er specielt i 2. kvartal 2016 sket en positiv udvikling i indlån og garantier, og bankens udlån ligger nu knap 100 millioner kroner højere end samme tidspunkt sidste år. Denne stigning skal ikke mindst ses i lyset af, at kunderne årligt afvikler i niveauet 500-600 millioner kroner på deres lån:

– Vi ser en meget positiv udvikling i Nordjylland, og det giver grobund for yderligere optimisme på den lidt længere bane. Konkurrencen på udlån er stigende, og alligevel kan vi løfte niveauet til 10,5 milliarder kroner. Samtidig er det vigtigt at bemærke, at der er væsentlige uudnyttede kreditfaciliteter, forklarer Claus Andersen

Opjustering af niveauet for nedskrivninger
Nordjyske Bank må i 1. halvår 2016 notere sig en stigning fra 64 millioner kroner i 1. halvår 2015 til 83 millioner kroner i 1. halvår 2016. Nedskrivningerne kan langt overvejende tilskrives landbruget:

– Vores relative landbrugseksponering er i dag langt mindre end for to år siden, og vi er derfor mindre sårbare over for landbrugets udfordringer. Specielt mælke- og svineproducenterne er fortsat udfordrede af lave afregningspriser, og derfor vælger vi nu at justere vores forventninger til årets samlede nedskrivninger på udlån og garantier til niveauet 170 millioner kroner mod tidligere 145 millioner kroner. Vi vurderer, at det er rigtigt at gøre på nuværende tidspunkt, forklarer Claus Andersen og tilføjer: Det er væsentligt at bemærke, at forventninger til nedskrivninger i 2016 fortsat er på et noget lavere niveau end i 2015.

Nordjyske Bank har i juni 2016 haft ordinært besøg af Finanstilsynet og forventer at have tilsynets redegørelse i oktober 2016. Baseret på Finanstilsynets gennemgang forventer banken ikke et behov for yderligere nedskrivninger.

Positivt syn på fremtiden
Nordjyske Bank er som lokalbank nøje afhængig af udviklingen i Nordjylland, og med faldende ledighed, stigende boligpriser og et optimistisk erhvervsliv har banken et positivt syn på fremtiden.

Banken er med et særdeles solidt kapitalgrundlag og en stærk likviditetssituation godt rustet til vækst i de kommende år. Kapitalprocenten er steget til 17 og kernekapitalprocenten til 14,8, og solvensbehovet ligger per 30. juni 2016 på 10,4 procent. Ligeledes er likviditetssituationen stærk med et indlånsoverskud, der de seneste 12 måneder er steget til 5 milliarder kroner mod 4,8 milliarder kroner året før.

Fakta: Hovedpunkter for 1. halvår 2016

  •   Netto renteindtægter falder fra 267 millioner kroner i 1. halvår 2015 til 240 millioner kroner, hvilket primært skyldes det lave renteniveau og stigende konkurrence på udlån.
  •   Gebyrer og provisionsindtægter falder fra 198 millioner kroner i 1. halvår 2015 til 163 millioner kroner. Det skyldes primært lavere aktivitet med konvertering af realkreditlån samt bortfald af tegningsprovision på investeringsforeningsbeviser.
  •   Driftsudgifter og -afskrivninger falder positivt fra 270 millioner kroner i 1. halvår 2015 til 263 millioner kroner som følge af fusionssynergier.
  •   Engangsomkostninger i forbindelse med fusionen falder fra 36 millioner kroner til 0.
  •   Nedskrivninger stiger fra 64 millioner kroner til 83 millioner kroner i 1. halvår 2016, hvilket primærtkan henføres til udfordringer i den animalske produktion i landbruget.
  •   Kursreguleringer af værdipapirer bidrager positivt med 6 millioner kroner i 1. halvår 2016.
  •   Kapitalprocenten er 17,0 og kernekapitalprocenten er 14,8. Solvensbehov udgør 10,4 procent.
  •   Indlånsoverskuddet er steget til 5,0 milliarder kroner pr. 30. juni 2016 mod 4,8 milliarder kroner pr.30. juni 2015.
  •   Udlån udgør 10,5 milliarder kroner pr. 30. juni 2016 og udviser en stigning på 0,1 milliarder kronersammenlignet med 30. juni 2015.
  •   Indlån udgør 15,5 milliarder kroner pr. 30. juni 2016 svarende til en stigning på 0,3 milliarder kronersammenlignet med 30. juni 2015.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Nordjyske Bank: God basisindtjening i presset marked' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER