
Fra sted til sted – vil du med?
…
21. juli 2016 - kl. 0:21 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Frederikshavn Kommune står igen i år klar med en hel del sommerprojekter i elleve af kommunens landsbyer. Kommunen inviterer alle til at deltage i projekterne og komme ud at røre sig, få frisk luft og en hel del samvær. Det gælder både fastboende, turister og andre interesserede.
De elleve landsbyer er Voerså, Præstbro, Lyngså, Dybvad, Ørtoft. Østervrå, Ravnshøj, Strandby, Jerup og Aalbæk.
I ”Den Bette Trekant”, der dækker landsbyerne Voerså, Præstbro og Lyngså, er der syv aktiviteter.
Hjertesti. Den første aktivitet finder sted tirsdag 16. august. Her kan man opleve, den ny Hjertesti i Lyngså og gå en hyggelig vandretur på 3,8 km. Turen kan afkortes, og der kan gås med og uden stavstokke. Undervejs er der pitstop i Værestedet med forfriskninger. Mødested er naturlegepladsen Toften 1 i Lyngså. På hele turen er der turguider fra Lyngså Borgerforening.
Børnevenlig tur. Næste arrangement er også i Lyngså. Det finder sted lørdag 20. august med børnevenlig tur til Stensnæsstranden. Her gås gennem Natura 2000 området, og på stranden kan man finde nogle af Danmarks flotteste opskyl af skaller samt prøve at fange krabber og småfisk, som kan studeres i bassiner. På stranden uddeles forfriskninger, og turguider er også med her. Mødested er Værestedet i Lyngså.
Kanotur på Voer å. Voer å i kano er også 20. august. Her lægges ud fra Fæbroen og til Voerså. Der betales kr. 200 – pr. kano inklusiv udstyr. Turen tager omkring 1½ – 2 timer med pauser undervejs, og børn er meget velkomne. Der er guider med på hele turen, og mødestedet er Fæbrovej 5.
På tur i gammel bydel. Vandretur i den gamle bydel i Voerså er også lørdag 20. august. Mødestedet er her Voerså Museum, Havnevej 1. Museet har i den anledning åbnet et par timer før, vandreturen finder sted. Turen gennem den gamle bydel er med guide. Der gås til den gamle fiskerihavn og ud til lystbådehavnen – i alt en strækning på 2 – 3 km.
Mere kanotur. Søndag 21. august kan man komme på kanotur igen på Voer å. Denne gang lægges ud i Præstbro til Voerså. En tur der tager omkring 3 – 4 timer med pauser undervejs. Der er guider med på hele turen, og det anbefales selv at tage diverse forfriskninger med. Pris pr. kano er kr. 300 – inklusiv udstyr. Mødestedet er Hovedgaden/Voergårdsvej i Præstbro.
Ridetur. Mandag 22. august er der mulighed for ridetur på egen hest eller pony sammen med mange andre. Turen er en stille og rolig tur på omkring otte km. Meningen er; alle skal opleve naturen, luften og lydene i omegnen af Voerså. Efter endt tur tændes op i grillen til egne lækkerier. Turleder er Ulla Christensen, og start og mål er Vestergårdsvej 11 i Voerså.
Cykeltur. Jernhesten skal også i brug 22. august. Her arrangeres cykeltur fra Voerså til Mølholt og retur gennem Albæk Bakker. En tur på tyve km med afvekslende natur og dyreliv. Undervejs er der pitstop flere steder – blandt andet ved Albæk kirke. Turen forgår på egne cykler, og der er turguider med fra Voerså Borgerforening. Mødestedet er, den gamle krogrund i Voerså.
Afslutningsfest. I forbindelse med alle disse arrangementer afholdes en afslutningsfest allerede lørdag 20. august med start 17.00. Festen er en grillaften, og den foregår på lystbådehavnen i Voerså med grillmad, salatbord samt kaffe og kage. Prisen er kun kr. 60 – pr. person. Alle er velkomne til at deltage.
Tilmelding skal ske senest torsdag 18. august til Rigmor Sørensen, Anja Thomsen eller Gitte Mortensen.
Mange flere oplysninger kan findes i turistbrochuren ”Den gode historie”.
Tekst og foto(s) Cille Strøm med flere.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Fra sted til sted – vil du med?
...' til en bekendt