
Kunsthåndværk og Smagsoplevelser på Torvet
10. juli 2016 - kl. 1:06 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Næste weekend åbnes dørene atter for det årligt tilbagevendende marked på Sæby Torv.
Hvert år valgfarter tusindevis af mennesker til markedet der kan præsentere en bred vifte af oplevelser for alle sanser.
I år bliver sikkert ingen undtagelse, når Handelsstandsforeningen lørdag kl. 10 byder velkommen. Det er 4. år i træk markedet afholdes på Torvet, tidligere var det Sæby Havn der dannede rammerne, men omkostnings niveauet tvang arrangementet til at flytte til midtbyen, hvor det nu har sin faste plads midt på Sæby Torv.
Det 300 m2 store telt er igen i år tæt pakket med udstillere fra nær og fjern.
Hele 15 stande er det blevet til med ting som, kød, ost, friske grøntsager, vin, øl, smykker, glaskunst, knive, vinkøer, RAKU og meget mere. Så der har i år været ekstra rift om pladserne blandt de mange udstillere.
Handelsstandsforeningen er glade for den store interesse og opbakning, der giver masser af liv i midtbyen, den nok største turistweekend på året. ”Vi kan kun være rigtig godt tilfreds med at så mange, både udstillere og gæster vælger Sæby som deres foretrukne, når det er sommer og markedstid”, siger formanden for Handelsstandsforeningen, Hans Ole Kalhøj og fortsætter: ”Vi skal lykkedes med at give både vores lokale kunder, men også vores turister en bred vifte af oplevelser sommeren over og i år er ingen undtagelse. Med et budget for sommermånederne på over en kvart million, synes jeg vi sender et klart signal om, at vi vil kunderne der vil os” slutter formanden for Handelsstandsforeningen.
Markedet åbner lørdag d. 16. Juli kl. 10 og holder både lørdag og søndag åbent helt til kl. 16, ligesom byens forretninger.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kunsthåndværk og Smagsoplevelser på Torvet' til en bekendt