
Spørg byggesagsbehandlerne i Frederikshavn Kommune
8. juli 2016 - kl. 11:26 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Skal du bygge nyt? Bygge om eller rive ned? Hvilke tilladelser er der brug for og hvem skal spørges? Hvilke regler skal følges og hvad betyder byggeloven eller planloven for et eventuelt byggeri? Hvad med tegningerne, skal de laves af en arkitekt? Disse spørgsmål og en lang række andre, kan du få svar på fra byggesagsbehandlerne i Frederikshavn Kommune. De er klar til at hjælpe dig, det er både nemt og gratis. Du har fx mulighed for at få råd og vejledning i forhold til bygge- og planloven, inden du sender en ansøgning ind til kommunen.
Det er hurtigt at få fat i en byggesagsbehandler. Du kan booke et møde direkte på Frederikshavn Kommunes hjemmeside via “Book et møde med en byggesagsbehandler” . Her udfylder du en formular med navn, kontaktoplysninger på dig og oplyser byggeriets adresse. Du skal også skrive lidt om det forestående projekt, så byggesagsbehandleren kan forberede sig til mødet. Du skal bruge Internet Explorer som browser.
Du kan også sende en mail til booketmoede-byg@frederikshavn.dk med de samme oplysninger. I begge tilfælde har du mulighed for at skrive, hvilken ugedag, der passer dig bedst.
Du vil herefter modtage en mail med en mødeindkaldelse. Til mødet vil det være en fordel at have relevant tegningsmateriale med, så I sammen kan gennemgå de muligheder, der er for dig og dit projekt.
Hvis du går i byggetanker eller planlægger at gå i gang inden så længe er det værd at tænke på, at sommeren er højsæson for nybyggeri, tilbygning og ombygning. Det betyder, at der præcis i dette tidsrum kommer mange henvendelser.
Mødet varer en halv time, og foregår på Frederikshavn Rådhus, Rådhus Allé 100, 9900 Frederikshavn.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Spørg byggesagsbehandlerne i Frederikshavn Kommune' til en bekendt