Erhvervets indspil til Masterplan Sæby
7. juli 2016 - kl. 8:28 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Det lokale erhvervsliv ser en stor vigtighed i Masterplan Sæby. Derfor har Sæby Handelsstandsforening, Sæby Erhvervsforening og Turisthus Nord i dag sendt et samlet indspil til den fremtidige masterplan til Plan- og Miljøudvalget.
Masterplan Sæby er et vigtigt initiativ fra Frederikshavn Kommune, som kan få stor betydning for Sæbys udvikling i fremtiden. Derfor har Sæby Handelsstandsforening, Sæby Erhvervsforening og Turisthus Nord efter et vellykket kommunalt borgermøde den 3. maj afholdt ekstraordinære bestyrelsesmøder samt et fælles møde om masterplanen og sender i dag et samlet indspil til Plan- og Miljøudvalget med deres anbefalinger.
-Masterplanen er af stor betydning, og vi har kun ros til kommunen for initiativet og processen frem til nu, hvor vi med vores indspil gerne vil sikre erhvervslivets stemme. Erhvervsudvikling og jobskabelse er helt afgørende for Sæbys fremtid, som dette indspil derfor har for sigte, siger Leif Stiholt, formand for Sæby Erhvervsforening.
Overordnet set anbefaler erhvervet, at der i en langsigtet udviklingsplan arbejdes for at fastholde nuværende borgere, tiltrække nye borgere primært børnefamilier og 50+ segmentet, tiltrække flere turister og videreudvikle Sæbys styrkeposition inden for industriel fremstilling.
Sæbys styrkeposition inden for industriel fremstilling med stærke virksomheder som Danish Crown, Sæby Fiske-Industri, Nordmark Maskinfabrik, Skiold, B6 Gruppen og NBE Production skal styrkes ved at udstykke og byggemodne et stort industriområde langs E45 samt i tilknytning til Kjeldgaardsvej.
Formålet med at tiltrække unge børnefamilier og 50+ segmentet er at sikre kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne og øge den private efterspørgsel til gavn for udbuddet i detailhandlen samt håndværks- og servicefagene.
– Det er helt afgørende for et stort og bredt udbud af butikker og specialforretninger, at der er en befolkningstilvækst. Udbuddet er med til at gøre Sæby til en attraktiv by for nye borgere og turister, så derfor har det selvforstærkende effekt, siger Hans Ole Kalhøj, formand for Sæby Handelsstandsforening.
Endelig vurderer erhvervet, at der er et uudnyttet potentiale for flere turister i Sæby. Her er manglende overnatningskapacitet en direkte hindring. De fremhæver også muligheden for at videreudvikle et attraktivt midtbymiljø og havnemiljø.
– Mere avler mere, så jo flere gæster vi kan få til byen jo bedre. Det handler om at øge overnatningskapaciteten, men også kvaliteten af det produkt, vi som by kan tilbyde. Det generelle indtryk skal være i orden for at være en attraktiv turistby. Det kræver, at vi som by og kommune indser, at turismen en er en vigtig del af vores erhvervsliv, som bidrager til byen og udbuddet i detailhandlen, siger Brian Fabricius, direktør for Hotel Viking og bestyrelsesmedlem hos Turisthus Nord.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Erhvervets indspil til Masterplan Sæby' til en bekendt