Total Protest på Kystmuseet<br>…

Total Protest på Kystmuseet

28. juni 2016 - kl. 9:08 - af

428 dage, hver dag, stillede en gruppe mennesker sig op og sang foran porten til Totals prøveboring efter skifergas. Nu åbner Kystmuseet en udstilling om Total Protest Camp og Skifergasboringen ved Dybvad.

Da Total begyndte arbejdet forud for prøveboringerne efter skifergas ved Dybvad, var der ikke mange, der vidste, at boringen var i gang eller hvad det egentlig ville sige at udvinde skifergas, men det ændrede en lille gruppe mennesker. De begyndte med en protestsang ved byggepladsen hver dag. Langsomt sluttede flere og flere sig til, snart byggedes borde og bålsted op, så deltagerne havde et sted at være, og få en kop kaffe og siden et måltid mad efter dagens protestsang. I løbet af kort tid flyttede enkelte ind i telte på pladsen, nogle permanent, andre et par dage ad gangen, og langsomt voksede en lejr og et stærkt fællesskab op omkring protesten mod Totals skifergasboringer. Opmærksomheden bredte sig blandt folk og nyhedsmedierne, så inden længe vidste alle i Danmark mere om, hvad der foregik i Dybvad, og hvad skifergasboringer var for noget. Og dette var netop det vigtigste formål for gruppen bag Total Protest Camp; at oplyse om skifergasboringen og dens påvirkninger.

Efter 428 dage besluttede Total at indstille prøveboringerne, da de ikke fandt skifergaslaget tykt nok til kommerciel indvinding. Den sidste sang blev sunget og Total Protest Camp blev nedlagt, ligesom pladsen, hvor prøveboringen havde fundet sted, af Total blev ført tilbage til sin oprindelige tilstand. Kystmuseet var i den forbindelse på besøg i lejren, for at få overdraget arkivmaterialet og hjemtage enkelte genstande, der belyser historien bag protestlejren i Dybvad. Ved samme lejlighed fik museet overdraget Totals informationstavler, der var placeret ved borepladsen. Det er der nu kommet en lille udstilling ud af, som vises på museet i Sæby fra d. 1. juli.

Udstillingen åbnes torsdag d. 30. juni kl. 16.30 af Greenpeaces klima- og energiekspert, Tarjei Haaland. På Talerlisten er også Anne-Marie Kristensen fra Total Protest Camp. Kystmuseet har også indbudt Total til at tale ved åbningen af udstillingen, men Total oplyser, at kontorerne i både Sæby og København er nedlagt og firmaet således ikke længere er til stede i Danmark og derfor ikke kan sende en repræsentant. Der bliver naturligvis sunget et par protestsange, ligesom der vil blive serveret kaffe og kage, som der også altid blev gjort efter protestsangene i Total Protest Camp.

Alle er velkomne til at deltage i åbningsarrangementet – Kystmuseet Sæby, torsdag d. 30. juni kl. 16.30

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Total Protest på Kystmuseet
...'
til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER