
Sommerbogsalg på alle bibliotekerne
23. juni 2016 - kl. 0:09 - af Henrik Christensen
En stemning af kræmmermarked sniger sig ind på bibliotekerne i Skagen, Frederikshavn og Sæby, hvor der hele juli måned er sommerbogsalg.
Det er ikke muligt på forhånd at sige, hvad der kommer til salg. – Vi trimmer året rundt samlingen for uaktuelle og overskydende materialer både i voksen- og børnebiblioteket, fortæller bibliotekarerne, så vi kan ikke love at bestemte titler kommer til salg, men tag endelig hele familien med, der er nok at vælge imellem.
Børne- og voksenbøger – fag- og skønlitterære titler for alle aldersgrupper byder sig til på borde og i kasser, så det er bare med at gå på opdagelse. – Måske er du heldig at finde lidt ekstra guf til sommerhuset, campingvognen eller strandtasken, lyder den fristende salgstale fra bibliotekarerne, som også regner med at kunne tilbyde tidsskrifter og musik på det store sommerbogsalg. Det hele sælges til særdeles forbrugervenlige priser.
Bogsalget starter fredag den 1. juli og løber frem til den 31. juli i den betjente åbningstid. – Vi fylder løbende op, så der hele tiden er ”nye” ting at kigge efter, lover bibliotekaren.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sommerbogsalg på alle bibliotekerne' til en bekendt