Sprogundervisning skal sikre kvalificeret arbejdskraft

Sprogundervisning skal sikre kvalificeret arbejdskraft

19. juni 2016 - kl. 9:07 - af

Der var været en stigning på 72 procent i antallet af fuldtidsbeskæftigede udenlandske ansatte i Frederikshavn kommune siden 2011. Sprogbarrieren kan hæmme virksomhedernes produktivitet, så erhvervsliv, kommune og VUC&hf Nordjylland arbejder sammen for, at flere udenlandske ansatte skal have sprogundervisning.

Man siger, at dansk er et svært sprog at lære. Men det er ikke desto mindre vigtigt, hvis man skal integreres optimalt både på arbejdspladsen og i lokalsamfundet, når man er en udenlandsk ansat i en dansk virksomhed. I Frederikshavn kommune vil man gerne have flere af de udenlandske nøglemedarbejdere til at bosætte sig i kommunen for at sikre virksomhederne kvalificeret arbejdskraft og få nye borgere.

Derfor samarbejder Frederikshavn Kommune, Erhvervshus Nord og VUC&hf Nordjylland sammen med lokale virksomheder for at få mere sprogundervisning ind på arbejdspladsen.

– Det giver en større tilknytning til kollegaerne og lokalsamfundet, hvis man forstår sproget. Vi ved, at de udenlandske ansatte begår sig bedre med de danske kollegaer, og der sker færre kommunikationsbrist og fejl, hvis de lærer dansk, siger Almina Nikontovic. Hun er bosætningskonsulent i Frederikshavn Kommune, hvor de har fokus på bosætning af udenlandske nøglemedarbejdere.

I 2015 var der 10.648 fuldtidsbeskæftigede udenlandske borgere med en lønindkomst fra en nordjysk virksomhed. Det er en stigning på godt 37 procent fra 7.760 fuldtidsansatte i 2011, viser tal fra bl.a. Udlændingeregistret. I 2015 var der 1.283 fuldtidsbeskæftigede udenlandske ansatte i Frederikshavn kommune, som er en stigning på 72 procent siden 2011. Hovedparten af de udenlandske ansatte i Frederikshavn kommune kommer fra Østeuropa og arbejder i fx fiskeindustrien, den maritime industri, service og rengøring.

Den stigende tendens for antallet af udenlandske ansatte gør, at virksomhederne bør tage sprogudfordringen alvorligt nu, hvis de vil sikre høj produktivitet, mener Niels Bay Christensen, erhvervsdirektør i Erhvervshus Nord:

– Vi får et stigende behov for arbejdskraft i fremtiden og her er rekruttering af kvalificeret, udenlandsk arbejdskraft en del af svaret. Det er vigtigt, at vores erhverv begynder at indstille sig på, at fx højtuddannede og specialister kan være udenlandske. Det stiller krav til virksomhederne, fordi manglende danskkundskaber kan blive en barriere for høj produktivitet, siger Niels Bay Christensen.

Sprogundervisning gør en forskel
Frederikshavn Kommune og Erhvervshus Nord er i gang med at samle et nyt netværk for virksomhederne, der har fokus på fremtidens muligheder og udfordringer i forhold til udenlandsk arbejdskraft herunder integration, bosætning og fastholdelse. En af virksomhederne i det nye netværk er Elcor-Skagen, som laver el-tavler til industri, det maritime og offshore. Virksomheden har pt. omkring 48 ansatte herunder 11 udenlandske, som tæller 10 elektrikere fra Rumænien og én el-ingeniør fra Cypern.

Elcor-Skagen prioriterer, at alle udenlandske ansatte får tilbudt og bliver opfordret til at deltage i ugentlig danskundervisning på arbejdspladsen.

– De lærer helt elementær dansk på kurset. Det er en stor fordel, hvis vi kan kommunikere på dansk, da det ellers er på engelsk, som alle ikke behersker lige godt. Når vi kommunikerer på samme sprog, kan vi kommunikere mere effektivt, mindre information går tabt, og der sker dermed færre fejl i produktionen, siger Michael Nielsen, CEO hos Elcor-Skagen.

Hovedparten af Elcor-Skagens udenlandske ansatte bor i Frederikshavn Kommune med deres familier.

– Vi tror på, at sprogundervisningen i høj grad også gavner dem selv, da det giver dem nogle bedre forudsætninger for at integrere sig i lokalsamfundet, når de har fri. Ellers kan de have tendens til at samle sig i små grupper, hvilket hæmmer integrationen, siger Michael Nielsen.

Sprogkurset kører kontinuerligt, så nye medarbejdere kan springe på undervisningen, som foregår én gang om ugen fra 14.00 – 16.00 på virksomheden, og varetages af VUC&hf Nordjylland.

– Vi har tidligere lagt undervisningen sidst på eftermiddagen, men så er frafaldet større. Når det ligger lidt inde i arbejdstiden, møder mange flere op. VUC har været meget fleksible i forhold til undervisningen, og de kommunikerer selv direkte med deltagerne, så det er ikke noget, vi som virksomhed bruger mange ressourcer på, forklarer Michael Nielsen.

Hos VUC&hf Nordjylland håber de, at flere virksomheder har lyst til at høre om mulighederne for sprogundervisning på arbejdspladsen, der som udgangspunkt er gratis for både virksomhed og ansatte.

– Foregår undervisningen i arbejdstiden, er der desuden mulighed for at søge om løngodtgørelse og kompetencefonde. Vi forestår al koordinering og afvikling af undervisningen, så vi kan gøre det så nemt for virksomhederne så muligt. Vi har et godt samarbejde med flere lokale virksomheder, men håber, at endnu flere vil benytte sig af muligheden, siger Tommy Sylvest, afdelingsforstander VUC&hf Nordjylland i Frederikshavn.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Sprogundervisning skal sikre kvalificeret arbejdskraft' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER