
Stram aftale sætter regionens økonomi under pres
10. juni 2016 - kl. 0:03 - af Henrik Christensen
Det nordjyske sundhedsvæsen og den regionale udviklingsindsats skal i 2017 styres stramt rent økonomisk. Det står klart ud fra den økonomiaftale, som Region Nordjylland sammen med de øvrige regioner har indgået med regeringen om regionernes økonomi.
Aftalen mellem regeringen og regionerne betyder, at regionerne skal kunne klare en generelt stigende efterspørgsel efter sundhedsydelser stort set inden for eksisterende økonomiske rammer og inden for de aftaler, som allerede er indgået som en del af Finansloven for 2016.
– Der er tale om en særdeles stram aftale, hvor vi i regionerne skal løse flere opgaver og behandle flere patienter for de samme penge. Vi havde selvfølgelig ønsket, at penge og opgaver skulle følges ad, og at vi med aftalen kunne løfte kvaliteten. Men aftalen var det muliges kunst, siger regionsrådsformand Ulla Astman.
Aftalen stiller store krav til regionens evne til at løse opgaverne mere effektivt via bedre indkøb og andre former for effektivisering.
– Vi har en stor opgave foran os, når vi skal omsætte de overordnede rammer i mest mulig sundhed og gode patientforløb i det nordjyske sundhedsvæsen. Det bliver en stor opgave for både politikere, ledere og medarbejdere, som kræver mådehold og opfindsomhed og fleksibilitet, siger Ulla Astman
Regionsrådsformanden fremhæver enkelte lyspunkter ved aftalen. Hun glæder sig over, at det nuværende niveau for anlægsbudgettet fastholdes på 200 mio. kroner i Region Nordjylland. Samtidig er der med aftalen sat en stopper for den skævvridning af den kommunale medfinansiering, som i de seneste år har gjort Region Nordjylland fattigere år for år.
– Aftalen dæmmer op for den skæve udvikling, så vi i Region Nordjylland ikke hvert eneste år skal sende penge til de andre regioner. Samtidig bliver en del af skævheden rullet tilbage, så aftalen giver os trods alt en lidt mere lige bane at spille på. Det glæder jeg mig over på patienternes og borgernes vegne, siger Ulla Astman.
Regionsrådet i Region Nordjylland skal drøfte økonomiaftalen på temamøde senere i juni, og selve budgetlægningen begynder for alvor til august.
– Det bliver en vanskelig budgetlægning, hvor vi skal håndtere stigende udgifter til tandlæger, patienter i eget hjem, tjenestemandspensioner og rekruttering. Vi kommer til at prioritere hårdt, og der bliver næppe plads til mange nye tiltag og ideer. Men det ansvar tager vi på os, siger regionsrådsformand Ulla Astman.
Fakta
– Regionerne skal håndtere en generelt stigende efterspørgsel efter sundhedsydelser samt nye regler hurtigere udredning og behandling.
– Regionerne skal øge aktiviteten med 2 procent på sundhedsområdet, og de 2 procent skal komme ved øget produktivitet.
– Regionens budget til den regionale udvikling er uændret. Dog reduceres det på linje med administrationen med et såkaldt omprioriteringsbidrag på 1 procent. Bidraget overføres til sundhedsområdet.
– Den samlede økonomiske effekt af aftalen for Region Nordjylland er, at regionen tilføres 20 mio. kroner ud over de midler, som allerede er aftalt via Finansloven til blandt andet udbygning af kræftområdet. Region Nordjyllands andel af disse midler fra Finansloven er cirka 32 mio. kroner.
– Regionen oplever stigende udgifter på en række områder så som tandlæger, patienter i eget hjem, tjenestemandspensioner og rekruttering.
Aftaleteksten kan hentes på regionens hjemmeside, http://www.rn.dk/Service/
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Stram aftale sætter regionens økonomi under pres' til en bekendt