
Privat donation gør underværker…
13. maj 2016 - kl. 0:21 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Gynther Mølgård, der er formand for Voerså Byudvikling, gjorde store øjne, en dag han sad og kiggede på foreningens konto. Et beløb på kr. 50.000, – som han ikke kendte til, figurerede på foreningens konto. Formanden undersøgte det nærmere, men i pengeinstituttet var der ingen hjælp at hente, da pengene var blevet indbetalt anonymt og sat ind på kontoen. Nogle få dage efter dukkede et brev op i formandens postkasse, og heri stod, at der var visse betingelser vedrørende indbetalingen. Brevet var uden afsender, men en ældre borger, som var glad for at bo i Voerså, havde doneret pengene, der skulle bruges på foreningens grund ved åen, der er kendt som, den gamle krogrund. Borgeren syntes, der manglede en flagstang, en flagvimpel, et Dannebrogsflag og et blomsterbed, hvori flagstangen skulle placeres.
– Den slags påfund, er vi helt pjattede med, og vi ville ønske, mange flere fik sådan en idé, fortæller Gynther Mølgård og fortsætter. – 11. maj blev projektet påbegyndt, og nu er både flagstang og blomsterbed på plads. Flere frivillige brugte nogle timer på krogrunden, og nød det dejlige solskinsvejr. Tørsten skulle da slukkes i varmen, og lidt løn blev det da til i form af en øl pr. person.
Jeg kan samtidig fortælle, at jeg kørte op til Mølholt Blomsterbutik for at købe blomster til bedet. Jeg fortalte denne rørende historie til blomsterbutikkens ejer, Leo Ibsen, der syntes, det var en god idé, og han sponserede straks samtlige blomster til bedet, fortæller Gynther Mølgård.
Tekst og foto(s) Cille Strøm
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.








Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Privat donation gør underværker...' til en bekendt