
Vi vælger grundlæggende fremtiden selv
4. maj 2016 - kl. 10:27 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Omkring 200 personer deltog i mødet om en Masterplan for Sæbys fremtid. Mødet var flot arrangeret og tilrettelagt af Frederikshavn Kommune og blev afviklet i Sæby Fritidscenter. Ud over en blandet skare af borgere fra Sæby-egnen var også mange byrådspolitikere mødt frem til aftenens indlæg og debat.
I sin velkomst sagde formanden for Plan- og Miljøudvalget, Anders Brandt Sørensen (A), at det er vigtigt med en åben proces og, hvad han betegnede som folkelig legitimitet. Det gælder om at opstille, hvilke dilemmaer, der er. Alle kan givetvis erklære sig enig i, at Sæby gerne vil have flere tilflyttere, flere virksomheder og flere gæster til byen.
”En masterplan uden lokal opbakning giver ingen mening,” fastslog Anders Brandt Sørensen.
Kommunaldirektør Michael Jentsch perspektiverede en række forhold, som kan have betydning for vore valg for den fremtidige udvikling.
Han slog fast, at vi grundlæggende vælger fremtiden selv. Ser man problemer eller udfordringer? Jentsch pegede på dilemmaet i antal af og alder på indbyggerne. Der bliver markant flere ældre og markant færre unge i Sæby i fremtiden. Hvad kommer det til at betyde for området? Alderssammensætningen betyder noget for foreningslivet. Kan vi – også – lave en by for ”det grå guld”?
Kommunaldirektøren fandt det vigtigt at notere sig, at der opstår liv, når mennesker mødes, men samtidig vil det næsten være en illusion at tro, at man kan sige, hvad der vil ske om 25 år. Under alle omstændigheder handler det om ambition. Virkeligheden med lighedstegn til fremtiden er vi med til at tegne, lød budskabet fra kommunaldirektøren.
Sæbys rolle
Derefter holdt Thorkild Ærø, Statens Byggeforskningsinstitut med tilknytning til Aalborg Univesitets København-afdeling et indlæg, hvori han opridsede en lang række perspektiver med et kig i krystalkuglen.
Han indledte med at stille spørgsmål om, hvad der er Sæbys rolle og potentiale for den fremtidige bosætning. For potentielle tilflyttere har det stor betydning, hvilket match der er mellem boligmarkedet og bosætningen. Generelt er det de store byer, der vinder.
Ændret erhvervsstruktur, centralisering af offentlig service og ændret detailhandel ses alle steder i øjeblikket. Hvordan får man de unge uddannede til at flytte tilbage til Sæby? Der sker en urbanisering med tilflytning til de større byer (også i de enkelte kommuner).
Det giver pres på boligmarkedet i de store byer, mens der er overskud af boliger uden for de store byer. Der opstår risiko for tab af investeringssikkerhed uden for de store byer.
Thorkild Ærø anså det for en kæmpejoker, at der opstår overflødige butikker. Hvad kan de så bruges til, for de ligger jo ofte centralt i bymidten? Om flyttestrukturen for Sæby påpegede Ærø, at det er meget vigtigt at være opmærksom på tilflytterne. Ellers flytter de igen! Der er meget fokus på børnene og familien; men det er også vigtigt at fokusere på andre befolkningsgrupper.
Der er især 3 afgørende forhold for tilflyttere: boligtilbud, by og område samt sammenhængskraften. ”Er der noget, tilflytterne aflæser, er det, om der er match i forhold til ledige boliger. Er der f.eks. også gode, ældrevenlige boliger? Ærø pointerede vigtigheden af at justere og matche boligtilbuddet. Hverdagen skal hænge sammen for tilflytterne med bl.a. institutioner, fritidsfaciliteter osv. Ligeledes har et aktivt foreningsliv stor betydning. Trives naboskabet?
Plan og visioner tiltrækker potentielle tilflyttere, og tilflyttere søger identitet. Derfor gælder det om at se på Sæbys kvaliteter og byens rolle på langt sigt, lød det afsluttende budskab fra Thorkild Ærø.
Derefter fortsatte mødet med gruppevise drøftelser, hvor grupperne hængte labels op på tavler, hvor man pegede på en række gode og dårlige forhold nu og i fremtiden samt ønskescenarier for fremtiden. Denne del af mødet vil efterfølgende blive omtalt i en separat artikel.
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Vi vælger grundlæggende fremtiden selv' til en bekendt