
Sæby Ro- & Kajakklub har afholdt standerhejsning
2. maj 2016 - kl. 6:44 - af Henrik Christensen
Halvdelen af klubbens medlemmer plus en del nye, var mødt op, i alt ca. 50 personer! Selv om nogle enkelte har roet i både kajak og robåd hele vinteren, markerer standerhejsningen, at sæsonen starter nu, og derfor vil der hver mandag og onsdag kl. 19 være instruktion for nye medlemmer.
Så har man lyst til at prøve, så er det bare at møde op, og hvis vejret tillader det, kommer man også en tur på vandet. Efter endt instruktion bliver man frigivet, og så kan man i princippet ro, hvornår man vil – I robåd tager det ca. 5-7 gange, i kajak lidt længere!
Roning er for alle aldre, og hvis man møder op fra starten, har man mulighed for at komme med på en af de første fællesture, Venø rundt, som foregår midt i juni måned. Klubben råder over 7 robåde og 25 kajakker, så der er altid plads til alle, der møder frem.
Roklubbernes motto: ”En gang roer, altid roer” lever klubben til fulde op til, da man siden standerhejsningen har fået tilgang af hele 5 tidligere roere. De har ikke roet de sidste 10 – 30 år, men nu er lysten kommet tilbage, og det er jo dejligt med nye medlemmer, der ikke behøver at lære det, for det er med roning akkurat som cykling, har man først lært det, så glemmer man det ikke, bemærker klubbens formand, Anders Jørgensen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby Ro- & Kajakklub har afholdt standerhejsning' til en bekendt