
Medarbejdere i Frederikshavn Kommune har stort engagement
29. april 2016 - kl. 9:19 - af Henrik Christensen
Frederikshavn Kommune har netop offentliggjort en ny trivselsundersøgelse for Center for Børn og Skole og Center for Familie. Resultatet er en stærk samarbejdskultur blandt medarbejderne, der samtidig vurderer at ledelseskvaliteten er høj.
Svarprocenten er på hele 83 procent i den trivselsundersøgelse som Center for Børn og Skole og Center for Familie netop har gennemført. 1122 ud af 1355 medarbejdere har svaret. Det er ikke bare en fremgang på hele 7 procent i forhold til sidste gang, det er også et udtryk for medarbejdernes engagement og opbakning til at skabe forbedring på arbejdspladsen, lyder vurderingen fra Frederikshavn Kommunes direktør på området:
”At så mange medarbejdere har brugt tid og energi på at udfylde spørgeskemaet, betyder at vi får et resultat, der afspejler virkeligheden. Og det er et rigtig godt afsæt for vores arbejde med indsatser og handlinger i forhold til trivsel på arbejdspladserne i Center for Børn og Skole og Center for Familie,” siger Heidi Becker-Rasmussen, Direktør Børn, Kultur & Arbejdsmarked, Frederikshavn Kommune.
Undersøgelsens resultat sammenlignes med et gennemsnit for andre danske kommuner, og heraf fremgår det, at arbejdsglæden blandt medarbejderne vurderes som høj. Medarbejderne vurderer at samarbejdet fungerer godt, og det gælder både i forhold til kolleger og til ledelse. Samtidig er omgangstonen og det sociale samvær med til at bringe arbejdsglæden over gennemsnittet på landsplan. Også selve ledelseskvaliteten får en høj karakter, langt over landsgennemsnittet.
Bag tallene gemmer sig imidlertid to historier. For mens medarbejderne på de kommunale institutioner og i Center for Familie fortæller om stor tilfredshed i arbejdet, så er arbejdsglæden lavere for medarbejderne på skoleområdet. De følger landstendensen og har mindre arbejdsglæde sammenlignet med de øvrige områder. Det er udfordringer i forhold til læring og udvikling samt arbejdstid og arbejdsmængde, der skaber ubalance. Et forhold, der i forvejen er prioriteret, fordi hele skoleområdet er under forandring:
”Vi skal reagere på resultatet og derfor øger vi det fokus, som vi allerede har på skoleområdet og de strukturforandringer, vi har gennemført. Både i forhold til arbejdsmiljø, og i forhold til handleplaner. For de øvrige områder, hvor arbejdsglæden er høj gælder det om at fastholde den høje medarbejdertilfredshed. Og forsøge at finde frem til, hvad det er der skaber glæden og holde fast i de forhold fremadrettet,” siger Heidi Becker-Rasmussen.
Det er Frederikshavn Kommunes øverste samarbejdsorgan, HovedMED, der står bag undersøgelsen. Analysefirmaet Ennova har gennemført trivselsundersøgelsen for Frederikshavn Kommune.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Medarbejdere i Frederikshavn Kommune har stort engagement' til en bekendt