
Bededagsferien er lig med visesang
25. april 2016 - kl. 11:13 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Sådan har det været i mange år, og i år var ingen undtagelse.
Det var Visens Venner, der har hjemme i Aalborg, der arrangerede Nordisk Visetræf med 48 deltagere fra Norge, Sverige og Danmark. I Bededagsferien var alle indkvarteret i Vesterskov ved Stagsted.
En af de tilbagevendende aktiviteter er visekoncerten i Lyngså kirke, som fandt sted fredag eftermiddag med omkring 70 publikummer fra både Sæby, Aalborg , Hjørring og lokalområdet med Lise ketilsø Hansen fra Voerså som konferencier.
Lægen, P. T, Bjørholt, som visesangerne kalder PT, og som kommer fra Norge, sang sin vise om præsten i Lyngså, og bagefter en vise om den vold, der findes i verden i dag.
Fritz Tandrup, der for øvrigt er formand for Visens Venner i Hjørring, sang Paradissangen, og Hans Hauge fra Kvissel sang en vise, som George Harrison fra The Beatles har skrevet tekst og melodi til. Hans Hauge har oversat til dansk, og Lis Bak akkompagnerede ham på guitar. Begge er i øvrigt medlemmer af Visens Venner i Aalborg, hvor Hans Hauge er nyeste skud på stammen.
Blandet omfattende program
Arrangementet var et blandet program, hvor mange af viserne handlede om vores dagligdag. Flere af viserne, der blev sunget, var blandt andet forfattet af Thomas Kjellerup, Holger Drachmann, Adolphson og mange flere. Fællessangene: Det dufter lysegrønt af græs. Som solskin over mark og hav samt Jeg elsker den brogede verden, fyldte kirken med utrolig og yndefuld vellyd.
Det var helt tydeligt, solisterne holdt meget af at synge i Lyngså kirke, og de befandt sig nærmest på hjemmebane. Lyngså kirke egner sig fantastisk til visesang og har en flot akustik, der bruser ud over hele kirken, i de høje buede hvælvinger.
Som sædvanlig var der en rigtig god stemning blandt både visesangere og publikum under koncerten, og alle gik derfra med en vis tilfredshed, og håb om der igen bliver et lignende arrangement næste år.
Tekst og fotos Cille Strøm
- Fritz Tandrup, der er formand for Visens Venner i Hjørring.
- P. T. Bjørholt fra Stavern i Norge.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Bededagsferien er lig med visesang' til en bekendt