
Hjælp politiet: Hold ekstra øje med mistænkelige
29. februar 2016 - kl. 12:26 - af Henrik Christensen
Antallet af indbrud i Nordjylland steg markant i 2015, og det bliver ved i det nye år.
Nordjyllands Politikreds er den politikreds på landsplan, hvor antallet af anmeldte indbrud er steget klart mest. Der var således næsten en femtedel flere indbrud i Nordjyllands Politikreds i 2015 end året forinden. Det svarer næsten til 500 ekstra indbrud.
– Vi må desværre erkende, at den kedelige tendens med de mange indbrud er fortsat ind i 2016, sådan som det ser ud lige nu, fortæller Sune Myrup, der er politikommissær ved Nordjyllands Politi.
Han opfordrer alle til at være ekstra overvågne og ringe til politiet på 114, hvis man ser nogle mistænkelige personer, der måske holder øje med en bolig eller lignende.
I Nordjyllands Politikreds var der i 2015 i alt 2903 anmeldelser om indbrud mod 2447 i 2014. Hos Nordjyllands Politi erkender de, at de er udfordret i forhold til de mange indbrud.
– Det er selvfølgelig noget, vi har svært ved at dæmme op for, fordi det er et svært område. Når vi har en så stor politikreds og nogle gerningsmænd, som bestemmer både tid og sted, så er det altså svært at stoppe. Men det er selvfølgelig også derfor, at vi yder en ekstra indsats på området, forklarer Sune Myrup.
Gode råd mod indbrud
Borgerne kan selv gøre en indsats for at bremse udviklingen:
– Lås døre og luk vinduer, hvis du ikke er i nærheden.
– Få naboen til at se efter din bolig, hvis du er bortrejst, eller tilmeld dig nabohjælp på nabohjælp.dk.
– Sørg for at der ser beboet ud: få naboen til at parkere deres bil i indkørslen eller smide affald i din skraldespand.
– Brug tænd/sluk ure til lys og radio.
– Gem værdifulde genstande, så de ikke kan ses gennem vinduerne.
– Lås værktøj og haveredskaber inde, så en tyv ikke kan bruge dem til indbrud.
– Fortæl ikke på sociale medier og telefonsvarer, at du er bortrejst.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hjælp politiet: Hold ekstra øje med mistænkelige' til en bekendt